Akutfunktion i Svendborg skal koste

Intern mail afslører, at Socialdemokraterne på forhånd fastholder at bevarelse af akutfunktionen i Svendborg betyder færre penge til det ny superhospital i Odense.

Inden embedsfolk fra Region Syddanmark og Sundhedsministeriet om et par uger mødes for at diskutere mulighederne for at bevare den meget omtalte akutfunktion i Svendborg, står det nu klart, at landets statsministerparti, Socialdemokraterne, ikke har tænkt sig at flytte sig en millimeter i forhandlingerne.

Det skriver Fyns Amts Avis i dag.

Avisen kan afsløre, at Socialdemokraternes sekretariatschef Louise Høst den 26. oktober sendte en mail til tre socialdemokratiske topfolk.

I mailen slås fast, at der ikke vil blive flyttet et komma i sundhedsminister Astrid Krags (SF) brev til Syddanmark om, at regionen vil miste penge til det nye supersygehus i Odense, hvis den fastholder kravet om en akutfunktion i Svendborg.

- Linjen i sundhedsministerens brev holdes. Dvs. ingen akutfunktion i Svendborg uden, at bevillingen til OUH beskæres, skrev Louise Høst ifølge Fyns Amts Avis til gruppeformand Mogens Jensen, politisk ordfører Magnus Heunicke og sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen.

Regionrådsformand Carl Holst (V), der modtog en invitation til forhandlinger med Sundhedsministeriet på embedsmandsniveau den 5. november, vil nu overveje, om det overhovedet kan betale sig at sende embedsfolk til København.

- Mødet bliver set i lyset af de her oplysninger selvsagt noget kunstigt. Jeg vil lige drøfte med mine politiske kolleger, hvordan vi skal forholde os, siger Carl Holst til Fyns Amts Avis.

Oversigt

    Oversigt