I det fynske folks tjeneste

Alex Ahrendtsen er tilbage: - Jeg blev ramt af stress og depression

Den fynske DF-politiker Alex Ahrendtsen er tilbage i Folketinget efter ti måneders sygemelding med stress og depression.

00:50

Alex Ahrendtsen var sygemeldt med stress og depression i ti måneder Video: Anders Høgh

Rystende hænder, søvnløshed og irritation. Advarselssignalerne var mange, men alligevel overhørte det fynske folketingsmedlem Alex Ahrendtsen (DF) dem alle.

Men på et tidspunkt var bægeret fyldt, og han blev sygemeldt med stress.

- Jeg blev ramt af den hammer, som rigtigt mange danskere, høj som lav, bliver ramt af. Udbrændthed og stress, forklarer Alex Ahrendtsen.  

Læs også DF-profil efter vælgerlussing - Der kommer til at ske ændringer i DF

Senere stødte en depression til, og resultatet blev mange måneders sygemelding. Alex Ahrendtsen oplevede, at sygdommen gav ham fysiske gener.  

- Jeg var virkelig, virkelig ked af det. Hjertet bankede i brystet 24-7. Jeg vågnede op om natten med åndenød. Der var mange tegn. 

Græd under gudstjeneste

Alex Ahrendtsen husker også, da han var til gudstjeneste i forbindelse med Folketingets åbning i 2019. Da koret i kirken satte i med "I Danmark er jeg født", begyndte han at græde.

Kollegerne, der sad ved siden af ham, var overraskede over, at den politiske kollega, som de kendte som overskudsagtig og altid glad med masser af gå-på-mod, pludselig brød i gråd.   

- Jeg arbejdede for to og brændte mit lys i begge ender. Jeg begyndte at sige fra og lade være med at skrive klummer til Fyens Stiftstidende og Kristeligt Dagblad, fordi jeg ikke kunne overskue det. De begyndte at sige til mig, "Alex, hvad er der galt, du leverer ikke det, du plejer", og jeg blev bare dødirriteret, for jeg leverede normalt for to, og nu leverede jeg bare for en. Så der var mange ting på en gang, der fik bægeret til at flyde over, siger Alex Ahrendtsen.

Jeg var virkelig, virkelig ked af det. Hjertet bankede i brystet 24-7. Jeg vågnede op om natten med åndenød. Der var mange tegn

Alex Ahrendtsen, folketingsmedlem, Dansk Folkeparti

Fik depression

Under sin sygemelding på ti måneder var Alex Ahrendtsen helt nede og bide i græsset. Og hans læge diagnosticerede ham med en depression.

Det føltes for den mangeårige DF-politiker som et nederlag, fordi han oplevede det som et svaghedstegn.

- Jeg er lidt ked af at indrømme det, for jeg kan ikke lide at være svag. Og det opfatter jeg som et svaghedstegn, reflekterer det 53-årige fynske folketingsmedlem, da TV 2 Fyn møder ham for første gang siden hans sygemelding den 3. december.  

Mos og gåture

Alex Ahrendtsen var så plaget af sin stresssygemelding, at han i lange perioder ikke kunne sove, og på et tidspunkt oplevede han, at små stumper af popmusik satte sig fast i hovedet på ham og ødelagde nattesøvnen. Det fik ham til helt at undgå at høre musik af frygt for, at det skulle plage ham om natten.

Fakta om Alex Ahrendtsen

  • Født 1967 i Kolding
  • Cand.mag i dansk, litteratur, religion og oldgræsk fra Odense Universitet
  • Forfatter og stifter af forlaget Lysias
  • Valgt til Odense Byråd 2005 for Dansk Folkeparti
  • Valgt til Folketinget 2011 for Dansk Folkeparti
  • Genvalgt i 2015 og 2019
  • Ordførerskaber: kultur, undervisning og skoler

Bedringen i Alex Ahrendtsens tilstand kom først, da han erkendte, at han var syg, og han ændrede sin vaner ved blandt andet at begynde at vandre og lave fysisk arbejde. 

- Jeg begyndte at gå og så lavede jeg praktisk arbejde. Fjerne mos på taget. Det er jo nærmest helt symbolsk, griner Alex Ahrendtsen, da han forklarer, hvad der fik hans tilstand til at blive bedre. 

Alex Ahrendtsen oplevede også, hvordan han fik gode råd, varme hilsner og opbakning fra omgivelserne. Både fra vælgerne, partifællerne i Dansk Folkeparti, men også fra politiske modstandere.

- Jeg blev så glad, da Jakob Ellemann og Karsten Lauritzen fra Venstre på vegne af gruppen sendte den mest vidunderlige buket til mig, siger Alex Ahrendtsen.  

Gode råd til andre

Op imod 12 procent af den danske befolkning har symptomer på stress. Og efter at have oplevet den usynlige sygdom på egen krop, har Alex Ahrendtsen tre gode råd til andre, der bliver ramt af stress.

- Ansvaret er hos en selv for at sige fra. Lyt til signalerne og handl på det. Det andet er, at man skal erkende, at man er syg. Og det sidste er, at man skal have tid og forståelse. Nogle har brug for en måned eller to, andre bliver invalideret for livstid, fordi de ikke handler i tide. Og nogen havde så brug for ti måneder, som jeg havde. Tid og forståelse fra familie og venner, samt fra arbejdslivet, forklarer Alex Ahrendtsen. 

Nu er du jo som folketingsmedlem i en priviligeret situation, hvor du kan være sygemeldt i ti måneder. Har det givet anledning til tanker om, hvorvidt vi som samfundt er gode nok til at hjælpe stressramte?

- Du har fuldstændig ret, jeg er også taknemlig for, at jeg har haft den mulighed. Jeg vil dog sige, at fordi at alle ikke har de samme muligheder, så er det vigtigt, at man tager ansvar for det, inden man når dertil, hvor man bliver syg. Lyt til signalerne, siger Alex Ahrendtsen.   

Situationen i partiet

Alex Ahrendtsen genoptager sit politiske arbejde på Christiansborg, når Folketinget åbner tirsdag 6. oktober. Og selvom han mener, at en del af den fortælling om, at der er om krise i partiet er medieskabt, så erkender han, at partiet er i en vælgermæssig krise efter folketingsvalgsvalget i juni 2019, hvor partiet blev mere end halveret. 

Læs også DF vil rykke Institut for Menneskerettigheder til Vollsmose

- Jeg har været vildt ked af nederlaget, og jeg føler, at vi er blevet fravalgt af Danmark, men stemningen er god i folketingsgruppen. Ja, vi diskuterer som alle andre, men vi er loyale og holder sammen, så jeg glæder mig til at komme tilbage, siger han.

Den fynske DF'er vil ikke forholde sig til diskussionen om, hvem der skal være formand i partiet. Hans pointe er, at uanset hvad han svarer, så vil der blive tolket på det. 

- Jeg har ikke lyst til at snakke formandsskab, og det skyldes at ligegyldigt hvad jeg siger, så bliver der læst ting ind i det, som jeg ikke siger. Ligegyldigt hvad vi gør for øjeblikket, så bliver det læst ind i en krise, og derfor er det bedre, at jeg bare holder min mund, siger Alex Ahrendtsen.  

Skifter fra kultur til bolig

Før sin sygemelding var Alex Ahrendtsen kulturordfører for Dansk Folkeparti. Et ordførerskab som gav ham megen indflydelse og var et helt centralt område for Dansk Folkeparti. Nu har han efter eget ønske valgt at blive ordfører for bolig og bygning samt ordfører for udviklingsbistand. 

Er det ikke en degradering?

- Det ville du også have sagt om kultur og medier. Men prøv at se, hvad jeg har fået ud af et område, som ikke ret mange interesserer sig for. Der er historier i alle brancher og på alle områder, og det er der også på bolig. Det er et helt bevidst valg, siger Alex Ahrendtsen. 

Alex Ahrendtsen har siddet i Odense Byråd og han blev første gang valgt til Folketinget i 2011. 

16:25

Se et længere interview med Alex Ahrendtsen om både den svære tid og hans tilbagevenden til politik. Video: Fotograf: Redigering:

Luk video