Alex Ahrendtsen forsvarer valgvideo i Vollsmose

Dansk Folkepartis odenseanske folketingskandidat Alex Ahrendtsens valgvideo En dag i Vollsmoseghettoen har skabt en del debat. Fredag forsvarer Ahrendtsen sin video i Vollsmose.

Fredag kan Vollsmoses beboere møde Alex Ahrendtsen på Vollsmose Torv, bydelens butikscenter, hvor han vil forsvare sin video.

- Ja det vil jeg, og jeg vil selvfølgelig gerne i dialog med beboerne om den. Jeg tror, det er vigtigt, at man siger, hvad man står for, siger Alex Ahrendtsen.

Fredag mellem klokken 16 og 18 kan man møde Alex Ahrendtsen, der samtidig har inviteret folketingskandidat og partikollega Nicolai Sennels med.

Nicolai vil synge og spille sine moderne protestsange, der kredser om tvangsægteskaber, multikultur og andre undertrykkende ting, som Ahrendtsen skriver i en pressemeddelelse.

Ahrendtsen har på det seneste oplevet en del kritik for sin valgvideo, der af flere beboere i Vollsmose bliver kritiseret for at være rascistisk.

Men Alex Ahrendtsen mener ikke, at han hælder benzin på bålet ved at forsvare sin video i Vollsmose.

- De må gerne blive sure, men jeg er ikke bekymret for, hvad der sker. Tosser kan man aldrig gardere sig imod, men jeg har været til masser af debatmøder i Vollsmose, og selvfølgelig er der nogle, der er uenige med mig, men det er aldrig kommet til andet end uenigheder, og folk der kender mig ved, at jeg ikke er bange for at sige min mening.

Se Alex Ahrendtsens valgvideo her

Oversigt

    Oversigt