Alex Rasmussen er tilbage hos Garmin-Sharp

Cykelrytteren Alex Rasmussen skal efter overstået dopingkarantæne igen køre for Garmin-Sharp.

Alex Rasmussen fik ikke lov at gå arbejdsløs ret mange dage efter at have overstået den dopingkarantæne, som han blev idømt for at have opgivet forkerte whereabouts-oplysninger til antidopingmyndighederne.

Karantænen udløb fredag, og mandag fik den danske cykelrytter besked fra sin tidligere arbejdsgiver Garmin-Sharp om, at han er velkommen i folden igen.

- Jeg har netop modtaget en sms fra holdets chef Jonathan Vaughters, der meddeler, at alt er i orden, og at jeg vil modtage kontrakten til underskrivelse i morgen, siger Rasmussen til politiken.dk.

Alex Rasmussen kørte også for Garmin, da han fik sin karantæne i september 2011.

Danskere blev dog i overensstemmelse med kontrakten og holdets dopingpolitik fyret øjeblikkeligt, og aftalen, der gjaldt både sidste sæson og denne, blev annulleret.

Nu er han imidlertid klar til at tage fat, hvor han slap og vil meget gerne tilbage i trøjen så hurtigt som muligt.

- Det ville passe mig fint, hvis det bliver i Gent-Wevelgem på søndag, men det allervigtigste er, at jeg nu har sikkerhed for, at det i hvert fald ikke varer ret længe, før jeg er i fuld gang igen, siger han.

28-årige Alex Rasmussen har også været savnet på banelandsholdet, hvor han var tiltænkt en rolle på 4000-meter-forfølgelsesholdet ved OL i London.

Uden fynboen lykkedes det kun for danskerne at blive nummer fem på cykelbanen i London.

Oversigt

    Oversigt