Alex Rasmussen sulter efter sejr i dansk comeback

Årets første Post Cup får besøg af en sulten Alex Rasmussen, der onsdag fik comeback efter overstået karantæne

Der venter et tæt væddeløb i søndagens Post Cup-afdeling i Aalborg, men særligt rytteren med ryg nummer 102 vil være opsat på at tage sejren i sit comeback på dansk grund efter mere end et halvt års karantæne.

Alex Rasmussen er eneste startende fra et udenlandsk tophold, og danskeren fra Garmin-Sharp kan ikke forvente hjælp. Men han tror alligevel på sejren.

- Det er et løb, jeg kan vinde, så det glæder jeg mig til. Baseret på, hvad jeg lærte i onsdags, og det, at det er et dansk løb, som trods alt ligger noget bedre til mig end Brabantse Pijl, så tror jeg sagtens, jeg kan køre med om sejren.

- Jeg er taget til Danmark for at få flere løbskilometer i benene og vænne mig til at køre løb igen.

Fynboen gjorde onsdag internationalt comeback i det belgiske løb Brabantse Pijl, som blev vundet af Peter Sagan foran Philippe Gilbert. Alex Rasmussen udgik mod slutningen, helt udkørt med kramper.

- Det var fedt at komme tilbage, selvom det var megahårdt og ikke et løb for mig. Det var fedt endelig at få et løb. Så er man rigtigt tilbage.

- Det gik godt i forhold til, at det var mit første løb. Der var en del, der blev sat inden mig, og jeg nåede at få kørt en af de små omgange i finalen, da kramperne kom, og så var det slut.

- Det store spørgsmål var, om jeg ville få helt vild køretur, men det synes jeg ikke skete.

Onsdagens løb var også Rasmussens første gensyn med kollegerne efter udløbet af karantænen for rod i indberetningerne til antidopingmyndighederne.

- De har taget godt imod mig, og alle ved, hvad det handler om. De synes, det er en lortesag. Der er mange, der selv har haft problemer med det med en eller to advarsler.

- Alle kan misse dette, og det kan jeg godt mærke. Mange siger, at de virkelig har taget sig sammen efter min sag, fordi de er blevet bange for straffen. Og det var netop pointen fra UCI, at man ville statuere et eksempel.

- Der har slet ikke været noget problem med at komme tilbage - tværtimod.

Alex Rasmussen ved endnu ikke, hvilke løb han skal køre de kommende måneder.

- Det er det store spørgsmål, for der er ikke ret mange andre løb end Ardenner-klassikerne lige nu. Jeg tror, at Giroen bliver svær at komme med på, også fordi jeg ikke får løb inden, hvor jeg kan vise, hvor jeg står.

- Så er der Californien og Bayern, hvor jeg kan være med. Tour de France vil alle have, men jeg prøver at lade være at fokusere så meget på at komme med i den, og i stedet måske satse på Vueltaen.

- Det kan også være, at jeg går efter slet ikke at køre de store Tours, og at jeg i stedet kører nogle af de mindre etapeløb, hvor jeg har en reel chance for at vinde nogle etaper, siger Alex Rasmussen.

Danskeren skulle egentlig have gjort comeback i det fransk løb La Sarthe lige efter påske, men den internationale cykelunion UCI havde rod i administrationen, så han fik ikke starttilladelse.

Oversigt

    Oversigt