Anbragte livsfarlig bombe som hævn

Det var for at få hævn for et overfald, at en 35-årig mand i 2008 lod en bekendt fabrikere en bombe, der blev afleveret til en murer i Københavns Sydhavn. Sådan sagde han i Københavns Byret torsdag, da retssagen mod ham og tre medtiltalte blev indledt.

Bomben, der viste sig at være potentielt dødbringende og farlig, blev afleveret på murerens dørmåtte i september 2008.

Efter bombefundet anholdt politiet en mand og en kvinde i Odense, og efterfølgende er yderligere to blevet anholdt og fængslet.

Bomber fremstiller i Nr. Aaby

Politiet mener, at en af mændene har fremstillet bomben i sit hjem i Nr. Aaby på Fyn.

Ifølge anklageskriftet er de alle tiltalt for forsøg på manddrab, mens to af mændene er tiltalt for yderligere et drabsforsøg, fordi de var i færd med at fremstille endnu en bombe, da de blev anholdt.

Den bombe skulle ifølge anklageskriftet bruges til at dræbe en person i Nr. Aaby på Fyn.

Ville kun forskrække

Den tiltalte afviste ethvert kendskab til, at bomben skulle være farlig.

Den skulle blot forskrække modtageren, ligesom den tiltalte selv var
blevet voldsomt forskrækket efter overfaldet.

- Jeg ønskede bare, at han skulle opleve det, jeg oplevede den dag, hvor jeg troede, jeg skulle dø, sagde manden i retten.

Baggrunden for overfaldet var, at den tiltalte havde haft et forhold til murerens søster. På grund af problemer i forholdet var han blevet overfaldet af mureren, der ville have, at han skulle lade søsteren være i fred. Men den tiltalte var efter eget udsagn slet ikke ude på at slå mureren ihjel.

Der ventes at falde dom i sagen 19. marts.

/Ritzau/

Oversigt

    Oversigt