Anders Lindegaard forlænger med OB

Odense Boldklub kan se frem til at beholde Anders Lindegaard i yderligere fem år. Klubben forlængede mandag kontrakten med den talentfulde målmand.

Anders Lindegaard har spillet i OB, siden han var fem år gammel, og de seneste fire år har han været fast målmandsreserve i ligatruppen.

Den 23-årige målmand er glad for, at fremtiden er sikret:

- Jeg har blandt andet valgt at forlænge med OB på grund af mit stribede hjerte. Den primære grund er dog, at jeg har en tro på at blive førstemålmand inden for en overskuelig fremtid. Udviklingen i OB er så kolosal positiv, og det vil jeg meget gerne være en del af.

Direktør Kim Brink siger om kontraktforlængelsen:

- Vi har skrevet en lang kontrakt med Anders, fordi han er en ung målmand, som vi tror på. Han har ved flere lejligheder vist prøver på sit store talent. Vi er ikke i tvivl om, at Anders Lindegaard har potentialet til at blive en af Danmarks bedste målmænd.

Anders Lindegaard har spillet ialt fem førsteholdskampe siden sin debut i november 2006.

Oversigt

    Oversigt