Anders Lindegaard vender tilbage til Premier League

Burnley har hentet fynske Anders Lindegaard på en kontrakt frem til sommer efter en skade hos klubbens førstemålmand.

Den tidligere landsholdsmålmand og OB'er Anders Lindegaard får igen mulighed for at få spilletid i en af verdens stærkeste fodboldligaer.

Torsdag har den 33-årige målmand indgået en kontrakt for resten af sæsonen med Premier League-klubben Burnley.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Danskeren er hentet ind til klubben, efter at førstemålmand og anfører Tom Heaton har pådraget sig en skulderskade.

Den seneste uge har Lindegaard været med på træningsbanen i klubben og fået et godt indtryk, inden han skrev under.

- Det har været en god uge, og jeg har fået et godt indtryk af hele klubben og folkene her.

- Det bliver ikke svært at passe ind. Det virker som et ærligt sted, hvor man arbejder hårdt, og det er jeg glad for at blive en del af.

- Jeg kommer for at gøre konkurrencen på målmandsposten hårdere, og så må vi se, hvad der sker. Jeg er i god fysisk form, og jeg vil gerne spille, siger Lindegaard ifølge klubbens hjemmeside.

Han deler også roser ud til holdkammeraten og konkurrenten Nick Pope, der har stået halvanden ligakamp og en pokalkamp, siden Tom Heaton blev skadet. 

Lindegaard har tidligere været på kontrakt hos Manchester United og West Bromwich i Premier League. Senest spillede han for Preston i Englands næstbedste række. Her udløb hans kontrakt i sommer.

Burnley har haft en god sæsonstart, og aktuelt indtager holdet syvendepladsen i Premier League.

Med Lindegaards skifte til klubben er der mulighed for, at 3 ud af 20 hold i rækken har en dansk førstemålmand. Kasper Schmeichel vogter buret i Leicester, mens Jonas Lössl gør det i Huddersfield.

Oversigt

    Oversigt