Andreas nøgen i burka: - Det er absurd

Andreas Hjølund Birch er irreligiøs og har taget burka på. Han vil vise, hvor absurd han synes, det hele er.

Allinge er efterhånden ved at være sort af mennesker på denne solskinstorsdag. Dagen hvor almindelige folk fra hele landet strømmer til Bornholm i håb om muligheden for en snak med en af landets magthavere. Dagen for åbning af det ottende folkemøde. Folkets fest. 

- Og så det sidste symbol.

Under en parasol lidt afsidiges står Andreas Hjølund Birch. Som de 14 andre ved siden af ham: I gang med at iføre sig burka. Intet andet. 

- Der!

Han hiver underbukserne af og ud under burkaen. 

FAKTA OM TILDÆKNINGSFORBUD

Fuck for lidt og for meget

Andreas Hjølund Birch er 22 år, odenseaner og studerer religion i fødebyen. Han er ikke selv religiøs. Men han er en af mange, der har valgt at deltage i kunstner Jens Galschiøts kunstevent på Folkemødet. "Fuck for lidt og for meget" hedder den. 

- Jeg vil gerne være med til at vise, hvor absurd tildækningsforbuddet er. At blande det absurde i burkaforbuddet sammen med det absurde i en klædedragt, i et absurd teater, hvor vi alle sammen går rundt og er nøgne under en burka på Folkemødet. Det er sjovt, fortæller han. 

- Jeg vil ikke være neutral.

Burka-eventet er en protest mod det kommende tildækningsforbud, der træder i kraft 1. august.

Jens Galschiøt, der holder til i Bolbro i Odense, har fået syet 15 burkaer og opfordret folk fra hele landet til at trække i dem på Folkemødet.  

- Det er forbudt både at gå med burka og at være nøgen. Det gælder orker og transvestitter formentlig. Det er for meget. Det handler om basale frihedsrettigheder, siger han. 

Andreas Hjølund Birch er enig i protesten. 

- Hvis man vil hjælpe de her kvinder, skal man lave noget andet end at forbyde deres tøj. 

Disse beklædningsgenstande må du ikke bære, når tildækningsforbuddet træder i kraft 1. august i år. 
Disse beklædningsgenstande må du ikke bære, når tildækningsforbuddet træder i kraft 1. august i år. 
Foto: Michel Bondo

Tynde stænger hænger ud

De sorte burkaer tiltrækker sig efterhånden de flestes opmærksom på pladsen, hvor Folkemødets åbningstale skal finde sted lige om lidt. Publikum, presse og politi. Omkring dem stopper folk op, tager billeder og griner lidt. 

- Vi kan se lidt for meget bark dernede, kommenterer en mand og griner. 

- Det er, fordi jeg er så høj. Så mine lange, tynde stænger, de hænger ud under - ja, svarer Andreas Hjølund Birch. 

En gruppe burkaklædte, der er en del af kunstner Jens Galschiøts kunstevent, har slået sig ned ved siden af scenen, hvor årets folkemøde officielt begynder. 

Han begynder at føle, hvordan det egentlig er at have hele sin krop tildækket. Og hvor svært det er. 

- Burkaen er et ret uhandigt stykke klæde, som er absurd i sig selv. Og lige nu slasker det rundt på kroppen. Man kan ikke rigtig se noget, og man kan ikke rigtig gøre noget med hænderne, siger Andreas Hjølund Birch. Han er ikke for, at kvinder skal bære burka. 

Masser af opmærksomhed

30. maj lagde kunstner Jens Galschiøt en video ud på sin facebookside, hvor han opfordrer folk til at komme på Folkemødet og deltage i burka-eventet. 

Her to uger efter er videoen blevet vist 380.000 gange. Fået 5.001 delinger og 1.400 likes. 

Fordelt på dagene frem mod søndag og Folkemødets afslutning har 50-60 mennesker meldt sig til at gå rundt i burka i Allinge blandt Folkemødets fremmødte. 

Et event, der har trukket en masse opmærksomhed fra både presse og publikum. Men også et event, som nogle af de tilstedeværende ryster på hovedet af. 

Hvad vil du sige til dem, der opfatter der her som ren provokation? 

- Jeg ser det som en kunstnerisk kommentar til et forbud, der indskrænker vores rettighed. Og det er selvfølgelig en provokation. Det er klart. Men på en lidt sjov måde, svarer Andreas Hjølund Birch.

Demokratifesten er begyndt

Folkemødets officielle åbning bliver markeret med sang fra et kor. Til toner, der næsten klinger af muslimske højtalere, der kalder til bøn. Statsministeren holder tale. Og så er folkets fest, demokratifesten, begyndt. 

De burkaklædte begynder så småt at sive væk fra det ellers menneskefyldte område. Alle stadig med burka på. 

- Vi har fået sendt et ret tydeligt signal, afslutter Andreas Hjølund Birch. 

- Jeg håber, at folk har fået dannet billeder, der sætter sig fast i fremtiden. 

Og så var det slut med at være neutral. 

 

Oversigt

    Oversigt