Andreasen undrer sig over skotsk dommer

Hans Henrik Andreasen fatter ikke skotsk dommerlinje mod Villarreal. Det var ikke sket i Skotland, mener han.

Det var svært for OB's Hans Henrik Andreasen at forstå den dommerlinje, der blev lagt i tirsdagens 0-3-nederlag til Villarreal.

Andreasen mener ikke, at skotten Craig Thomson ville have dømt på samme måde, hvis Champions League-kvalifikationskampen i Spanien havde været en helt almindelig skotsk ligakamp.

- Jeg undrede mig lidt over ham. Jeg kan ikke forestille mig, at han ville give 11 gule kort og et par røde kort hjemme i Skotland for de frispark, der blev lavet i dag, siger Hans Henrik Andreasen.

- Men sådan er det åbenbart. Ude i Europa må man måske ikke spille så fysisk hårdt, som vi gør. Det overraskede mig lidt, siger han.

Midtbanespilleren, der scorede det enlige mål i 1-0-sejren over Villarreal i den første kamp i Odense, tror, at dommeren lod sig rive med af den intense stemning og det højtråbende hjemmepublikum på El Madrigal.

- Jeg sviner jo ikke dommeren til eller noget som helst, men jeg tror, at han blev revet lidt med af stemningen, og så piftede de lidt, og så tog det ene det andet, siger Hans Henrik Andreasen.

OB og Hans Henrik Andreasen er med det samlede 1-3-nederlag til Villarreal færdige i Champions League-sammenhæng og må i stedet indstille sig på et efterår, der kommer til at stå i Europa Leagues tegn.

Oversigt

    Oversigt