Anja blev ringet op af ’fynsk’ svindler: - Han lød som en, der kunne være betjent

Normalt anser Anja Norn sig selv som en, man ikke lige løber om hjørner med, men fredag aften var det tæt på.

Vinen var i glasset, sofaen var indtaget, og aftenen skulle egentlig bare markere, at store bededagsferien var i gang, men så ringede Anja Norns telefon.

- Jeg kunne se, det var et politinummer, og da der så var en mand, der præsenterede sig og sagde, han var fra kriminalpolitiet, så tænkte jeg bare ’hvad har jeg nu lavet?’, siger Anja Norn om oplevelsen.

Hun fortæller, at weekendstemningen og et par glas vin havde gjort hende mere sårbar, da en svindler ringede fredag aften.

Nummeret, som displayet på hendes mobiltelefon viste, var godt nok et rigtigt politinummer. Nemlig nummeret 66141448, som normalt bruges af Fyns Politi.

Men meget lidt ved samtalen skulle vise sig at have bund i virkeligheden.

I den anden ende af opkaldet var der en mand, som introducerede sig som betjenten Torben Hansen fra Fyns Politi.

- Han lød meget myndig. Jeg er normalt ikke en, man løber om hjørner med, men jeg var lige ved at hoppe på den, for han lød som en, der godt kunne være betjent, forklarer Anja Norn.

Mistanke vakt

Manden, påstod han var fra kriminalpolitiet på Fyn, sagde, at de havde fået en sag overdraget af Nets.

Anja Norns NemID var ifølge ham hacket af en fynsk mand. Hun og hendes mand – som lyttede med på medhør – skulle opgive deres oplysninger til deres nøglekort. Så ville betjenten hjælpe med at annullere kortene.

Flere detaljer vakte dog Anja Norns mistanke.

Blandt andet at ’betjenten’ skulle hjælpe Nets. Anja Norn har tidligere fået sit Mastercard misbrugt, og der ringede Nets direkte til hende.

Derudover er hun grundigt cybersikret, så hun havde svært ved at købe historien om, at en fremmed skulle have hacket hendes oplysninger og være i gang med at åbne en bankkonto i hendes navn.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Til sidst kunne hun heller ikke forstå, at det fynske politi skulle ringe til hende eller have hendes sag. Anja Norn bor nemlig i Brande i Midtjylland.

- Jeg spurgte ham, om han havde et politinummer. Han spurgte, hvorfor jeg skulle vide det, hvorefter jeg svarede, det bare var for en sikkerheds skyld.

Den falske betjent mistede dog ikke fatningen. Han opgav nummer og sagde sit navn igen, men nu var Anja Norns mistanke blevet større.

- Jeg sagde, at jeg ville kontakte Nets selv, og så smed han røret på. Han nåede lige at sige, at det måtte jeg selv om, før han afbrød forbindelsen.

Gjorde det rette

Bagefter kontaktede Anja Norn Fyns Politi, hvor hun fik bekræftet, at hun havde gjort det rette. Betjenten var ikke den, han sagde, han var.

- Jeg blev vred, og jeg følte mig snydt. Og så var det, at jeg sagde til min mand, at jeg ville lave et opslag på Facebook for at advare andre.

Skærmbillede 2021-05-03 kl. 15.33.46

Anja Norn er glad for, hun ikke købte historien fra den fremmede mand og faktisk gjorde alt det, som politiet anbefaler i sådan en situation.

- Først og fremmest skal man lade være med at udlevere sine personlige oplysninger. Hverken NemID, CPR-nummer eller lignende, lyder det fra kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi Charlotte Nyborg.

- Hvis man er i tvivl, kan man jo altid ringe 114 og høre, om der - ligesom manden i dette tilfælde – er en Torben Hansen, der arbejder hos os, siger hun videre.

Fyns Politi var sidste uge ude og advare imod en mand, der netop ringede fra deres nummer og udgav sig for at være betjent.

Han gav navnet Lasse Kristensen.

Oversigt

    Oversigt