Anker Boye: Penge på vej til børnehavemad

Der er 400 millioner statskroner på vej til den nye obligatoriske madordning i børnehaver og vuggestuer, det vurderer næstformanden i Kommunernes Landsforening, Anker Boye.

- Jeg har fortalt ministeren, at jeg ikke forlader bordet, før vi får de 400 millioner kroner til at sikre sund mad til børnene, siger Anker Boye.
Kommunernes Landsforening forhandler i disse dage med finansministeren om næste års kommunale økonomi, og her har det været vigtigt for den odenseanske næstformand at få penge til maden:
- Det er en stor samlet aftale, og der er stadig meget der skal falde på plads, men med hensyn til madordningen har ministeren helt klart bevæget sig, og jeg har gjort det klart, at der ikke bliver en aftale, hvis der ikke er penge til madordningen.

Hård kritik

Anker Boye vil ikke forlade forhandlingsbordet uden 400 millioner til børnehavemad.
Anker Boye vil ikke forlade forhandlingsbordet uden 400 millioner til børnehavemad.

Den nye madordning træder i kraft den første januar, og den har mødt hård kritik fra mange forældre, blandt andet fordi  forældrebetalingen vil stige markant, i Odense vil en børnehaveplads stige med omkring 400 kroner om måneden, mens en vuggestueplads stiger med omkring 600 kroner.
Samtidig er ordningen skruet sammen, så der kun er mellem 15 og 17 kroner per barn per dag til at lave maden, i Odense har man regnet ud, at det giver omkring otte kroner per barn til råvarer.
De få kroner til maden har fået flere forældre og lokalpolitikere over hele landet til at sætte spørgsmålstegn ved, om maden overhovedet kan blive sund og god.
Nu vil Kommunernes Landsforening altså have 400 millioner kroner ekstra til ordningen, og der er vel at mærke ikke tale om øget forældrebetaling.
- Det er statskroner, der er allerede rigeligt med forældrebetaling i den her ordning, siger Anker Boye.

Oversigt

    Oversigt