Anklager efter dom: - Jeg er meget tilfreds med afgørelsen af skyldsspørgsmålet

Byretten i Odense har idømt en ung mor to et halvt års fængsel for at have opdigtet og påført sin søn sygdom. Anklageren er tilfreds med, at kvinden er fundet skyldig i alle forhold.

Efter en lang og varm dag i retten i Odense, blev der klokken 15.30 afsagt dom i sagen mod en ung mor tiltalt for vanrøgt og mishandling af sin søn.

Retten i Odense fandt kvinden skyldig i fuldt omfang.

quote Anklagemyndigheden er først og fremmest meget tilfreds med, at hun er fundet skyldig i fuldt omfang

Maria Blomsterberg, Anklager, Fyns Politi

I perioden har kvinden blandt andet flere gange ødelagt eller fjernet katedre og drop fra drengens krop med blandt andet smerter, nyanlæggelser af katedre i fuld narkose og øget infektionsrisiko til følge. 

- Anklagemyndigheden er først og fremmest meget tilfreds med, at kvinden er fundet skyldig i fuldt omfang, siger anklager Maria Blomsterberg og tilføjer:

- Med hensyn til strafudmålingen havde vi gerne set en længere fængselsstraf end de to år og seks måneder, som retten i dag er kommet frem til. Derfor skal vi også bruge de kommende uger til at overveje, hvordan vi skal forholde os til den del af det.

Kvinden har ikke ønsket, at hendes forsvarsadvokat skulle udtale sig til TV 2/Fyn.

Anklageren påpeger dog samtidig, at der ikke er ført ret mange sager herhjemme omhandlende syndromet Münchhausen by proxy - og det var netop det, der gjorde sig gældende i denne sag.

- Der findes ikke er ret meget praksis på det her område, og derfor har vi selvfølgelig også været nødt til at arbejde med en hvis margin i forhold til den endelige strafudmåling, siger anklager Maria Blomsterberg.

Forsvarer: Tiltalte var også en omsorgsfuld mor

Kvindens forsvarer lagde i sin procedure vægt på, at kvinden - blandt andet på grund af syndromet Münchhausen by proxy - ikke til fulde havde begreb om, hvilken skade hendes adfærd påførte barnet.

- Hun havde ikke erkendt, at hendes handlinger kunne bringe sønnen i fare. Det har under ingen omstændigheder været min klients bevæggrund at påføre ham skade, lød det blandt andet fra forsvarer Annette Petersen.

quote Hun havde ikke erkendt, at hendes handlinger kunne bringe sønnen i fare. Det har under ingen omstændigheder været min klients bevæggrund at påføre ham skade

Annette Petersen, Forsvarer

Forsvaren fremhævede også, at kvinden af både drengens far og af drengens tidligere dagplejemor er blevet beskrevet som en kærlig og omsorgsfuld mor.

- Det hører med til historien, at tiltalte også er beskrevet som en god og omsorgsfuld mor. Det vil jeg gerne appellere til, at retten tager med i sine overvejelser, lød det blandt andet fra forsvarer Annette Petersen.

Kvinden havde allerede forud for dagens retsmøde delvist erkendt medicinsk børnemishandling.

Herunder at have foregivet, at drengen led af urinvejsinfektion, at have gjort drop og katedre uvirksomme samt en enkelt gang at have indført inficeret urin i drengens blodåre.

Dømt for to gange at have indført inficeret urin i blodbanen

Spørgsmålet om, hvor mange gange kvinden skulle have indgivet inficeret blod i drengens blodbane, blev adresseret, da dommen på de to år og seks måneder blev læst op. 

- Der lægges vægt på, at vi har fundet tiltalte skyldig i fuldt omfang.

- Vi har også fundet tiltalte skyldig i to gange at have injiceret inficeret urin i drengens blodåre, selvom det kun er erkendt, at det er foregået en enkelt gang, lød det i retten.

Det er i forbindelse med en indlæggelse på Århus Universitetshospital, at kvinden altså nu er dømt for at have påført drengen alvorlig sygdom i form af blodforgiftning og septisk chok ved at sprøjte inficeret urin direkte i drengens drop.

Urin, som ifølge anklageren formentlig stammede fra en flaske, der havde ligget i kvindens taske i månedsvis.

Sygehuspersonales mistanke stoppede overgreb

Det var indlæggelsen i maj 2019, der førte til, at overgebene blev opdaget.

Sygehuspersonalet oplevede ifølge anklageren drengens sygdomsbillede som uforklarligt, hvilket fik dem til at overveje, om der kunne være tale om udefrakommende forgiftning.

Anklageren påpegede, at mishandlingen blev stoppet, fordi sygehuspersonalet fattede mistanke, og ikke fordi moren stoppede mishandlingen af egen drift. Hun appellerede til, at retten i vurderingen af sagen ikke skulle anse det for formildende, at mishandlingen kun nåede at stå på fra juni 2018 og et år frem. 

- Noget af det, jeg skal hjem og nærlæse i dommen, det er spørgsmålet om, hvordan retten har vægtet det, at mishandlingen har stået på i kortere tid, end man har set det i de få lignende sager, vi kender fra tidligere, sagde anklager Maria Blomsterberg efter domsafsigelsen.

Forsvareren derimod henviste til, at den alvorligste del af mishandlingen fandt sted i første halvdel af 2019, mens de forhold, der knytter sig til efteråret 2018 ifølge forsvareren er af mindre alvorlig karakter.

Hun fremhævede også, at kvinden følte sig lettet over, at mishandlingen blev opdaget og stoppet. Forsvareren argumenterede således for en straf på to års fængsel.

Tavs mor

Trods dagens grundige gennemgang af sagens anklagepunkter og præsentation af beviser i form af blandt andet lydoptagelser fra politiets afhøring af kvinden, virkede den 24-årige overraskende upåvirket under dagens retsmøde.

Forud for, at dommer og domsmænd skulle i gang med voteringen, blev kvinden tilbudt at komme med en afsluttende bemærkning, men den mulighed afslog hun med besked om, at hun ikke havde noget at tilføje.

Forsvarer Annette Petersen oplyste umiddelbart efter domsafsigelsen, at kvinden har brug for betænkningstid i forhold til, om hun ønsker at anke dommen.

Oversigt

    Oversigt