Anklager: Får næppe alle 60

Det er for optimistisk at tro, at Fyns Politi får anholdt alle 60 mand, der stormede skadestuen i Odense.

Det er tvivlsomt, om man får anholdt alle de personer, der stormede skadestuen ved Odense Universitetshospital den 20. august.

- Det kan godt være, at vi kan løbe et par stykker mere op, men den store optimisme for at nå op på alle 60, den er der ikke, siger chefanklager Jan Stick til Ritzau.

Det var op imod 60 mand, der stormede og raserede skadestuen for at få fat på en 26-årig mand, der var blev skudt og stukket med en kniv på Vollsmose Torv tidligere på aftenen den 20. august.

- Det har været svært for de politifolk, der var der, at få registreret, hvem der deltog i urolighederne, siger Jan Stick.

- Det var temmelig mange mennesker, der kom hurtigt ind og ud igen, og politiet havde i forvejen nok at se til med at passe på personale og patienter, siger han.

Da de 60 mand ikke kunne få fat på det 26-årig skudoffer, begyndte de at rasere skadestuen ved at rive billeder ned fra væggene og vælte vaser samt true personalet og de politifolk, der var der.

Indtil videre er to personer anholdt for deltagelse i urolighederne, og det er i sig selv imponerende, vurderer Jan Stick.

Han understreger dog, at Fyns Politi fortsat efterforsker både urolighederne på skadestuen og drabsforsøget af den 26-årig på Vollsmose Torv bredt og intenst.

Oversigt

    Oversigt