Anklager forsvarer PET-agent

Anklager indledte procedure i terrorsagen med et forsvar for hovedvidnet: Han har talt sandt, mens de tiltalte er fulde af løgn.

Anklagemyndigheden i terrorsagen fra Odense gik tirsdag hårdt i brechen for PET-agenten Lars. Han er som hovedvidne mod de fire tiltalte den absolutte nøglefigur, når nævningene i Østre Landsret snart skal afgøre, om de tiltalte er skyldige i forsøg på terror.

Anklagerne forsvarede agent

Sagen er nået til den såkaldte procedure, hvor først anklageren og derefter forsvarerne skal forklare nævningene deres syn på beviserne. Anklageren valgte noget usædvanligt at bruge en stor del af sin procedure på et decideret forsvar for agenten Lars.

Havde han et hævnmotiv over for de tiltalte? Nej, han kendte dem ikke, før han mødte dem og deres rabiate holdninger i moskeen på Ørbækvej.

Håbede han på en guldrandet fremtid og økonomisk vinding af sit samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste? Nej, Lars bad aldrig om penge.

- Tværtimod må han betale den pris for sit samarbejde, at han resten af sit liv må kigge sig over skulderen, når han bevæger sig i det offentlige rum, sagde anklager Kirsten Dyrmann. Agentens løgne og dækhistorier over for ikke bare de tiltalte, men alle i Vollsmose samt hans egen familie var "nødvendige redskaber" til at undgå afsløring, sagde anklageren. At agenten hængte andre fra moskeen ud over for PET - selv om de senere viste sig at være uskyldige - var blot udtryk for, at han tog sin opgave alvorligt og videregav alle oplysninger "uden
filter".

Optog ikke centrale beviser

At han ikke optog centrale beviser på sit ellers veludrustede aflytningsudstyr, bør nævningene heller ikke hæfte sig ved. Bl.a. optog Lars ikke en samtale på en bænk i en park, hvor en af de andre ellers røbede, hvad gruppen havde i tankerne af bombemål.

- Nævningene skal ikke ofre megen tid på beviser, der ikke findes, sagde Kirsten Dyrmann. Heller ikke et forsvundet lydbånd med en samtale, som ifølge Lars alvorligt kompromitterer en af de tiltalte, bør nævningene spekulere for meget over:

- Det er ærgerligt, at båndet blev væk, men så er den historie ikke længere, sagde anklageren.

Anklager: Agent taler sandt

Tilbage står, at Lars er et sandfærdigt vidne, og at de tiltalte ville dræbe og sprede skræk og rædsel blandt almindelige danske borgere, sagde anklageren.

- Det er afgørende, om de tiltalte gjorde forberedelser til en bombesprængning, der ville resultere i drab. Det mener jeg, er uden for enhver tvivl, når man ser på de bombemål, der er kommet frem under sagen: Folketinget, Rådhuspladsen eller et politisk møde, sagde chefanklager Charlotte Alsing Juul.

Hun slog fast, at agenten Lars på intet tidspunkt fremprovokerede en forbrydelse, som de tiltalte ellers ikke ville have begået.

- Vi vil ikke bestride, at han i den sidste del af forløbet (frem til anholdelserne 5. september sidste år) optrådte som agent for PET, sagde Charlotte Alsing Juul og henviste bl.a. til, at Lars indkøbte gødning for de andre, efter anklagemyndighedens opfattelse til brug for en bombe.

- Men da var de tiltalte allerede langt inde i bombeplanerne, sagde hun.
Nævningene skal afgøre, om de tiltalte er skyldige i forsøg på
terror. Hvis de mener ja, skal de også svare på, om de tiltalte
skal gå fri, fordi de frivilligt afstod fra deres planer. Sagen fortsætter torsdag.

Oversigt

    Oversigt