Ansat ved Nyborg Statsfængsel slået ned

En overvagtmester ved Nyborg Statsfængsel blev torsdag morgen slået ned ved sin bopæl i Ullerslev. Overfaldet sker nøjagtig to måneder efter, at fængselsinspektør Jens Tolstrup også blev slået ned ved sit hjem.

-

En overvagtmester ved Nyborg Statsfængsel blev torsdag morgen slået ned ved sin bopæl i Ullerslev. Overfaldet sker nøjagtig to måneder efter, at fængselsinspektør Jens Tolstrup også blev slået ned ved sit hjem.

Overfaldet skete klokken 06.45, da den 62-årige overvagtmester skulle afsted på arbejde. I carporten blev han slået ned med et jernrør af en mørkklædt person.

Indlagt på sygehuset
Kriminalinspektør Poul Erik Bentsen oplyser til TV 2/FYN, at den 62-årige blev kørt på sygehuset i Nyborg, men endnu vides det ikke, hvor slemt medtaget han er.

\"Jeg kan selvfølgelig intet sige endnu om hverken motiv eller efterforskning. Men vi har også noteret, at det er to måneder siden det lignende overfald på Tolstrup. Jeg ved ikke præcist, om overvagtmesteren havde noget udestående med nogle af de indsatte. Omvendt kan man sige, at man vel ikke kan arbejde i et fængsel uden at have noget udestående med nogen\", siger Poul Erik Bentsen.

Tolstrup uden kommentarer
Fængselsinspektør Jens Tolstrup, der selv var udsat for et overfald i starten af november, har ingen kommentarer til overfaldet denne gang. Han henviser til, at det er en politisag.

Oversigt

    Oversigt