I det fynske folks tjeneste

Ansatte i regionen får fem procent mere i lønposen

Der er aftalt en lønstigning på lige over fem procent over tre år for de tusindvis af ansatte i regionerne.

Aftalen om overenskomsten for ansatte i regionerne blev lørdag fremlagt på et pressemøde i København. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Der er indgået overenskomstaftale for Region Syddanmarks og landets øvrige fire regioners 140.000 ansatte.

Den indebærer en lønstigning på 5,02 procent over tre år. De ansatte er blandt andet sygeplejersker, rengøringspersonale og social- og sundhedsassistenter.

Læs også Fynsk atlet ser frem mod handicap-OL: - Jeg glæder mig især til at mærke suset

Det fortæller chefforhandler for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), lørdag, hvor aftalen bliver præsenteret.

- Det har været nogle gode og konstruktive forhandlinger, vi har haft. Det er klart, at vi som udgangspunkt er uenige, når vi går ind til sådan nogle forhandlinger.

- Men det vigtige er, at vi er enige, når vi går ud af lokalet. Og det er vi, siger Anders Kühnau.

Lønstigningen betyder, at lønnen for de ansatte i regionerne følger med stigningerne i det private.

Men det er umiddelbart ikke en kæmpe belønning til eksempelvis sygeplejersker og andre, der under covid-19 epidemien har stået i frontlinjen i bekæmpelsen af sygdommen.

Læs også Følg corona-situationen: 463 nye smittetilfælde med coronavirus det seneste døgn

Oven i lønstigningen kommer 0,45 procent i organisationsmidler. Det er penge, som organisationerne hver især kan forhandle om i den kommende tid.

For sygeplejerskerne svarer det samlet set til 33 millioner kroner, som skal fordeles.

Forhandlingsleder for de ansatte, Grete Christensen, siger i en pressemeddelelse.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været nogle svære forhandlinger, præget af corona og den deraf følgende usikkerhed om økonomien.

- Under de givne forudsætninger er dette resultat det bedst opnåelige, siger hun.

Ud over lønstigningen er der aftalt ret til sorgorlov, en indsats for at hjælpe seniorer blive på arbejdsmarkedet, større fokus på arbejdsmiljø og et "nyt projekt om det digitale arbejdsliv".

Forbundsformand for FOA Mona Striib, der blandt andet repræsenterer social- og sundhedsassistenter, er tilfreds med stigende lønninger.

- For os var det afgørende, at regionalt ansatte får samme generelle lønstigninger, som på kommunernes område. Det kunne let være gået en helt anden vej.

- Jeg er også glad for, at vi får afsat midler til at løfte de lavestlønnede, samt at vi får afsat midler til organisationspuljer, som nu kan forhandles på de enkelte overenskomster, siger hun i en pressemeddelelse.

Læs også Ny komité samler kræfter til hurtigere forbindelse på Sydfyn