Arbejdsmarkedsråd kritiserer AF

Det Regionale Arbejdsmarkedsråd vil have Arbejdsformidlingen til at forklare sig, efter at flere ansatte og virksomheder har kritiseret Arbejdsformidlingens indkaldelser til jobsøgningskurser. AF har blandt andet indkaldt kvinder, der var på barselsorlov, og en mand blev indkaldt tre år efter, at han var gået på efterløn.

-

Det Regionale Arbejdsmarkedsråd vil have Arbejdsformidlingen til at forklare sig, efter at flere ansatte og virksomheder har kritiseret Arbejdsformidlingens indkaldelser til jobsøgningskurser. AF har blandt andet indkaldt kvinder, der var på barselsorlov, og en mand blev indkaldt tre år efter, at han var gået på efterløn. Det skriver Fyens Stiftstidende onsdag.

Avisen kan fortælle om en 63-årig ingeniør, der konstant bliver indkaldt til jobsøgningskurser på trods af, at han rent faktisk er i arbejde. Ingeniøren, Paul Hansen, leder arbejdet med at bygge syv broer til den nye motorvej, men fordi han har en aftale om at få supplerende dagpenge, hvis han ikke når op på fuld tid, så er han fem gange blevet indkaldt til jobsøgningskurser.

- Det er tragikomisk. Det virker irriterende, at de skal blive ved med at skrive til mig, når jeg har fortalt, at jeg arbejder, siger Paul Hansen til Fyens Stiftstidende.

Foreløbig har Paul Hansen fået lov til at blive væk fra de mange jobsøgningskurser, men han kan ikke få AF til at stoppe de mange breve.

\" Jeg får samme forklaring hver gang. De siger, at sådan er systemet, og at de ikke kan stoppe brevene. De er flinke og rare, men det er da irriterende, og det støder mig, at skatteborgernes penge går til sådan noget\", siger Paul Hansen.

Tidligere er det kommet frem, at ansatte på Micro Matic bliver indkaldt til lignende kurser, fordi de er på arbejdsfordeling. De eksempler får nu Jesper Rasmussen, der er personalechef på Lindø og næstformand i Det Regionale Arbejdsmarkedsråd, til at kritisere AF.

\"Det virker meget stift og ikke særlig fleksibelt. Vi må appellere til, at beskæftigelsesindsatsen gennemføres ud fra almindelig sund fornuft. Det må ikke blive en ren mekanisk procedure at indkalde alle ledige til de samme jobsøgningskurser\", siger Jesper Rasmussen til Fyens Stiftstidende.

AF-chef Michael Kornager er blevet bedt om en forklaring på næste møde i arbejdsmarkedsrådet, og allerede nu erkender Michael Kornager, at der er problemer.

\"Nogle af eksemplerne virker uheldige, og vi arbejder på en plan, som vi vil fremlægge på næste møde i rådet\", siger Michael Kornager.  

Oversigt

    Oversigt