Årets landsby 2017 skal være med på de digitale trends

Fællesskab er meget mere end forsamlingshus og foreningsliv. Derfor vil årets landsby 2017 blive kåret med udgangspunkt i byens digitale evner

Kan man leve det gode liv på landet uden smartphone, netflix og højhastighedsinternet? Ikke hvis man spørger Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, der netop har indledt jagten på Årets Landsby 2017.

Fokus for dette års vinder er evnen til at transformere sig til også at være en digital landsby.

- Det gode liv i landsbyerne kommer ikke af sig selv. Mange mennesker engagerer sig og yder hver dag en kæmpe indsats for fællesskabet. Det og dem vil vi gerne fejre med den historiske pris, der bliver uddelt for 21. gang, siger Annette Vilhelmsen, der er formand for bedømmelseskomitten i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at mange af de gode kerneværdier som fællesskab og foreningskultur stadig er vigtige i 2017. De kan dog ikke overleve, hvis ikke man som lokalsamfund også har fokus på de digitale fællesskaber.

- Det er afgørende, at borgerne i fællesskab arbejder for at skabe levedygtige landsbyer, og her er mobil- og bredbåndsdækning en vigtig forudsætning for at gøre det mere attraktivt at bo og leve uden for de store byer, siger Annette Vilhelmsen og fortsætter:

- Højhastighedsbredbånd er vigtigt for de erhvervsdrivende, for turisterne og for almindelige familier. Det er simpelthen lige så vigtigt som el og vand.

Landbyer i Danmark

En landsby er en by med under 2000 indbyggere og for at komme i betragtning til prisen skal man have en udviklingsplan og organiseret med et lokalråd eller lignende.

Tidligere modtagere af Årets Landsby er: Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads, Vestervig og senest Trekroner-området.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt