Årets Sportsnavn: Stinna sorteret fra

Den fynske paradressurrytter Stinna Tange Kaastrup må se enten Caroline Wozniacki, Pernille Harder eller Michael Valgren få titlen som Årets Sportsnavn.

Det bliver ikke i denne omgang, at den 24-årige fynske rytterske Stinna Tange Kaastrup kan hente prisen som Årets Sportsnavn.

Stinna Tange Kaastrup var som den eneste handicappede idrætsudøver blandt de 15 nominerede til den fornemme pris, men nu er feltet skåret ned til tre sportsnavne. Og Stinna Tange Kaastrup er ikke med i opløbsfeltet.

Det bliver i stedet tennisspilleren Caroline Wozniacki, fodboldspilleren Pernille Harder og cykelrytteren Michael Valgren, som skal kæmpe om titlen.

Det har Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Jyllands-Posten besluttet.

- Det er tre verdensklasseatleter. Der er hvert år hård konkurrence om at komme blandt de tre finalister til at blive Årets Sportsnavn, og 2018 er ingen undtagelse. 

- Det ses blandt andet i den række af VM- og EM-medaljevindere, som ikke er sluppet gennem nåleøjet, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF, i en pressemeddelelse.

Paradressurrytteren var indstillet efter en sæson, hvor hun blandt andet har vundet to guldmedaljer ved VM i paradressur, og, som den eneste handicappede rytter, blev nomineret til verdens bedste ridesportsatlet.

 

 

Stærke nominerede

Men det var også et stærkt felt, Stinna Tange Kaastrup var oppe mod.

Michael Valgren har i år gjort sig bemærket ved at besejre den tredobbelte verdensmester Peter Sagan i endagscykelløbet Amstel Gold Race.

Mens Pernille Harder i år er blevet kåret til Europas bedste kvindelige fodboldspiller, kunne Caroline Wozniacki for første gang løfte et grand slam-trofæ, da hun vandt Australian Open.

Caroline Wozniacki var også sidste år blandt de tre finalister til Årets Sportsnavn, men måtte se sig slået af det fynske badmintones Viktor Axelsen, som efter en sæson med skader ikke var blandt de nominerede.

Vinderen bliver offentliggjort 5. januar ved Danmarks Radios sportsgalla i Herning. Med titlen følger en check på 75.000 kroner.

En priskomité bestående af blandt andre kulturminister Mette Bock (LA) og repræsentanter fra DIF, Team Danmark samt Jyllands-Posten står bag den endelige afgørelse.