-
Ved arkæologiske udgravninger dukker en genstand af og til op i en helt uventet sammenhæng. Det er netop sket i forbindelse med Odense Bys Museers udgravning af en jernalderboplads i Seden nordøst for Odense. Her har man netop fundet en tand fra en spækhugger i en brønd fra 5. årh. e.Kr.
Det er noget af en gåde, som arkæologerne her er stødt på, for hvad tanden laver i en brønd flere kilometer fra havet? For at finde en løsning på gåden må arkæologen virkelig tage fantasien til hjælp.
Hvalen gik på grund
Spækhuggeren er en tandhval, der kan blive op til 9 meter lang, og den optræder en sjælden gang imellem som gæst i danske farvande på jagt efter blandt andet sæler. Det er tænkeligt, at en sulten spækhugger for mere end 1500 år siden har dristet sig så langt ind i de indre farvande - ja måske ligefrem ind i Odense Fjord - at den til sidst er gået på grund og har lidt sultedøden.
Jernalderfolkene i Seden har hentet en ikke ubetydelig del af føden fra fjorden; det viser fund af knogler fra fisk og havfugle, som er fundet i bopladsens møddinger. Men det må have været en helt usædvanlig oplevelse for de fiskere, som sikkert jævnligt mødte sæler og marsvin i fjorden at støde på den strandede kæmpe med de karakteristiske sorte og hvide aftegninger på kroppen.
Tanden var et trofæ
Man har imidlertid ikke været sene til at udnytte situationen; dyrets spæk kunne bruges som brændsel i olielamper, kødet måske som mad - og tænderne som smykker og eksotiske statussymboler. Det er meget sandsynligt, at det er i den forbindelse, at tanden er hjembragt til bopladsen.
Tanden blev et trofæ, der i lang tid - måske i generationer - kunne frembringe erindringen om \"den gang den store fisk svømmede i land\". Det er lige præcis på denne måde, at sagn opstår.
Læs mere om udgravningerne i Seden her