Arkivskab med fortrolige dokumenter fisket op af Svendborgsund

Et arkivskab, der blev stjålet fra borgerservice i Svendborg Kommune kort før jul, er fundet i Svendborgsund.

Et arkivskab fuld af personfølsomme dokumenter blev lørdag fundet i Svendborgsund. 

Arkivskabet viste sig hurtigt at være det, som natten mellem 22. og 23. december blev stjålet fra borgerservice i Svendborg Kommune, og som indeholdt vielses- og prøvelsesattester med personfølsomme oplysninger om flere end 870 borger. 

Fundet glæder afdelingsleder for borgerservice i Svendborg Kommune, Birgit Bondesen, der fortæller, at arkivskabet blev fundet på lavt vand tæt ved havnen sidst på eftermiddagen lørdag af Fyns Politi. 

- De havde fået et tip om, at det lå og skvulpede ved den gamle Kellogg's-fabrik, siger hun.

Derefter blev de våde dokumenter samlet, skabet fisket op af havnen med en kran, inden politiet kontaktede kommunen. 

Brud på datasikkerhed 

Umiddelbart ser det ud som, at alle vielses- og prøvelsesattesterne er fundet sammen med skabet. Men selvom de er tilbage, er de berørte borgere nødt til at handle på samme måde, som hvis dokumenterne var forsvundet. 

- At de er tilbage ændrer ikke ved, at datatabet er sket, siger Birgit Bondesen. 

Alligevel er hun glad for, at både skab og dokumenter trods alt er fundet.

- Der er den helt menneskelige lettelse i, at vi har det tilbage i vores varetægt, og at det umiddelbart er intakt, siger hun. 

Fyns Politi bekræfter, at skabet og dokumenterne er fundet og har ikke yderligere at tilføje til sagen på nuværende tidspunkt. 

Oversigt

    Oversigt