Assens får ungdomskriminelle på ret kurs

Anbringelse af børn og unge sprænger budgetterne i de danske kommuner.Men I Assens har de vendt den udvikling. Et nyt projekt får 75 procent af de unge kriminelle i gang med job eller uddannelse.

For to år siden startede Brahesholm Projektet. Et sted for unge misbrugere og kriminelle.

- Hvis jeg ikke havde fået lov at deltage her, så var jeg i fængsel. Jeg har fået en dom på 13 måneders betinget fængsel, fortæller Mads Harbo.

Ildsjæle

Normalt ville Mads Harbo have været sendt i ungdomssanktion på en døgninstitution. Det ville have kostet Assens Kommune 2,5 millioner kroner om året. Det samme som det koster at drive hele Brahesholm Projektet for 6-7 unge mellem 13 og 17 år.

- Vi har været heldige at ansætte nogle ildsjæle, som yder en indsats og kan lide de unge og det har været en succes, siger Mogens Mulle Johansen(SF), der er formand for Børn- og Ungeudvalget i Assens Kommune.

Genopdragelse

På Brahesholm får de unge en helt ny start, når en dommer har sendt dem til projektet. De skal alt fra bordskik til at stå op om morgenen.

- Vi er gode til at lave genopdragelse. Vi starter fra bunden. vi lærer dem hvordan man spiser, hvordan sidder man ved bordet og hvordan man hilser, fortæller Jesper Jensen, der er daglig leder.

De unge er glade for at få en ny chance på Brahesholm Projektet i lokalområdet.

- Det er ligesom et hjem man kommer til. Der er regler, men også kærlighed og omsorg, siger Patrick Thor Christensen. 

Enestående projekt

At Assens Kommune driver et behandlingssted er enestående i Danmark. Normalt sender kommunerne deres kriminelle unge på døgninstitution. Men ordningen i Assens sparer millioner hver år, og samtidig kommer 75 procent af de unge på ret kurs igen.

- Jeg skal på teknisk skole efter sommerferien og skal være tømrer, fortæller Mads Harbo.

Oversigt

    Oversigt