Astronauter skal i form på fynske motionscykler

Astronauterne på Den Internationale Rumstation kan se frem til nye motionscykler til den daglige motion, og cyklerne kommer fra Fyn.

Motion skal der til - også for astronatuter.

Derfor har den fynske virksomhed Danish Aerospace Company torsdag kunnet underskrive en millionkontrakt, der sender tre af deres motionscykler til rummet.

Den første cykel skal efter planen leveres til USA i 2020 og sendes ud i rummet 2021. Det er firmaets nye model Fergo, der skal leveres til den amerikanske rumgigant.  

- Vi har i løbet af de seneste tre til fire år investeret i udviklingen af Fergo for at være klar til denne dag, hvor NASA valgte at udskifte de efterhånden aldrende Cevis-rumcykler. Derfor er det en meget stor glæde, at denne ordre er kommet i hus, siger direktør Thomas A. E. Andersen i en pressemeddelelse. 

Astronauterne, der holder til på Den Internationale Rumstation skal motionere mindst to timer hver dag for at kompensere for det muskeltab, kroppen lider, når man lever uden tyngdekraft. Det er her cyklerne kommer ind i billedet.

Det er første gang i ni år, at NASA gennem underleverandører bestiller nye cykler i Danmark. 

Over 30 års erfaring

Danish Aerospace Company har siden slutningen af firserne udviklet motionscykler til astronauter. Dengang var det for Den Europæiske Rumorganisation ESA. Siden 1992 har det fynske firma leveret i alt 14 rumcykler til NASA. ti af modellen Shuttle Cycle Ergometer og fire af modellen Cevis. 

- Vores nuværende Cevis-rumcykler har været ekstremt pålidelige og skaffet os et rigtig godt omdømme, som har været med til at bane vejen for den nye kontrakt, siger direktør Thomas A. E. Andersen i en pressemeddelelse.

Siden 1993 har firmaet haft kontrakter med forskellige underleverandører til NASA. Den netop underskrevede kontrakt er med underleverandøren Jacobs Technology. 

Årsagen til, man ikke indgår kontrakter direkte med NASA, er, at den amerikanske rumfartsadministration ikke må indgå kontrakter med udenlandske virksomheder. Den samlede ordre bliver i følge en pressemeddelelse på over ti millioner kroner. 

Oversigt

    Oversigt