Autohjælp kan ikke følge med

Dansk Autohjælp på Fyn arbejder på højtryk men kan alligevel ikke følge med den hastighed, som bilisterne får brug for assistance i. Mange biler bliver ikke kørt på værkstedet.

- Vi kan nærmest ikke følge med, siger en meget travl vagthavende ved Dansk Autohjælp i Langeskov, Sven Riggelsen til TV 2/FYN.

På centralen i Langeskov hober bilerne sig nu op på den midlertidige opsamlingsplads.

- I går havde vi historiens travleste dag med så mange assistancer, at vi ikke har kunnet nå at få kørt bilerne på værkstedet, men har måttet prioritere personerne. I dag kæmper vi med efterslæbet fra i går - og var i øvrigt selv sneet inde i morges, siger Sven Riggelsen.

Oven i købet sad to af Dansk Autohjælps egne biler fast i sneen.

Også Falck i Region Syddanmark melder om travlhed. Fra midnat og til midt på formiddagen har der været 400 assistancer - det gælder både til personbiler, busser og lastbiler.

Falck-folkene har dermed dobbelt så mange opgaver som på en almindelig dag.

Oversigt

    Oversigt