Axelsen før danskermøde i All England: Det er specielt

Allerede i kvartfinalen i All England er der danskeropgør mellem Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen.

Det er lagt op til en spændende badmintonduel mellem Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen i kvartfinalen i All England.

Det står klart, efter at ottendeseedede Viktor Axelsen uden problemer vandt 21-8, 21-7 over ireren Scott Evans efter blot 28 minutters spil.

- Det er rigtig fedt. Nu står jeg i min første All England-kvartfinale. Det var mit mål, da jeg kom ind til turneringen, og nu står jeg her. Det er jeg rigtig glad for.

- Jeg var lidt nervøs inden, jeg skulle spille i dag, men en god start dulmede nerverne en lille smule, siger Axelsen.

- Jeg føler mig ret godt tilpas. Jeg har haft stor succes med mit angreb, og det er en af de ting, som er min force. Når det virker, føler jeg, at jeg kan spille mere frit, og det gjorde jeg også i dag, forklarer han.

Axelsen føler sig godt tilpas på banerne i Birmingham, og han har været godt til at ramme linjerne.

- Det giver selvfølgelig god selvtillid, og det er det, der gør, jeg kan vinde så komfortabelt. Jeg er rigtig glad for min præstation og den måde, jeg vandt på. Jeg lukkede ham overhovedet ikke ind i kampe, siger han.

Mødet med Jan Ø. Jørgensen gør ikke Axelsen nervøs.

- Det er altid sådan lidt specielt, når vi danskere møder hinanden. Jeg vandt ved Copenhagen Masters, men det her er en helt anden turnering.

- Vi har haft et helt andet forløb. Så det bliver en kamp, hvor jeg skal kæmpe for at have en chance mod Jan.

- Men samtidig føler jeg, at jeg har nået mit mål, og nu vil jeg spille en god kamp mod Jan og se om, jeg ikke bare kan spille frit, siger Axelsen.

Tidligere onsdag vandt andenseedede Jan Ø. Jørgensen i to sæt over thailænderen Boonsak Ponsana. Sætcifrene lød 28-26, 21-15 i en kamp, der varede 54 minutter.

Oversigt

    Oversigt