Badminton: Parterne er i dialog i småkagekonflikt

Badminton Danmark er i dialog om at finde en løsning på sponsorkonflikt med fem danske stjernespillere - heriblandt fynske Mathias Boe.

Badminton Danmark og spillerne Joachim Fischer, Carsten Mogensen, Mathias Boe, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har siden torsdag været i dialog med henblik på at finde en løsning på den verserende konflikt mellem parterne.

Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse søndag.

- Forbund og spillere ønsker at sikre en langsigtet løsning på konflikten, hvilken inkluderer, at der er ordnede kontraktforhold, og tavlen vaskes ren i relation til de udtalelser, der blandt andet er kommet i medierne fra begge parter i forbindelse med konflikten, lyder det fra forbundet.

Skulle parterne nå at blive enige inden Sudirman Cup, vil det dog stadig blive uden de fem spillere, der i sidste uge blev smidt af landsholdet som følge af sponsorkonflikten.

- Dette sker i respekt for, at der er udtaget andre spillere til holdet, som ikke fortjener at blive taget som gidsler i denne konflikt, og for at skabe det bedst mulige grundlag for at reetablere samarbejdet omkring landsholdet.

Parterne har ikke yderligere kommentarer, mens der i de kommende dage arbejdes på at finde en løsning.

Konflikten brød ud, fordi de fem omtalte spillere ikke ville stille til start for landsholdet iført småkageproducenten Danisa som trøjesponsor, fordi det er i konflikt med deres personlige sponsor Kjeldsen Cookies.

Danisa fremsatte fredag et tilbud om, at spillerne vil kunne spille Sudirman Cup med en brystreklame på spilletrøjen for kaffeproducenten Kopiko, der ligesom Danisa er ejet af det indonesiske selskab Mayora.

Oversigt

    Oversigt