Bagere mangler lærlinge

Landets bagerier sukker efter bagerlærlinge. De unge er svære at lokke ind i faget. Det kan betyde mindre friskbagt brød og åbent i færre timer.

Mel og vand - og så en bagerlærling. Det lyder simpelt, men opskriften er svær for de danske bagere, der for tiden mangler op mod 150 lærlinge til landets 900 bagerier.

- Jeg har søgt efter en lærling i over et halvt år og ikke haft en eneste henvendelse, siger Gerner Pedersen, der ejer tre bagerforretninger i Svendborg, til Ritzau.

Må skære i sortimentet

Og Gerner Pedersen er ikke den eneste.

- Der er mangelsituationer rundt omkring i landet. Det er blevet et større problem, siger Poul Gunnar Sørensen, direktør i Arbejdsgiverforeningen Konditorer, Bagere & Chokolademagere.
Manglen på lærlinge kan i sidste ende betyde mindre friskbagt brød og lukkede bagerforretninger.

- Konsekvensen kan være, at vi begynder at skære i sortimentet og i værste fald også begynder at indføre lukkedage, siger Gerner Pedersen.

Fordomme om bagerfaget

Årsagen til de færre bagerlærlinge er ifølge Poul Gunnar Sørensen de små ungdomsårgange og de unges flere uddannelsesmuligheder.

Men både Poul Gunnar Sørensen og Gerner Pedersen mener, at bagerfaget stadig er attraktivt for de unge. Mange steder er der dog stadig fordomme om bagerfaget.

- De unge tænker straks på den gamle myte om, at man skal tidligt op om morgenen, siger Gerner Pedersen, der forklarer, at det ikke er sådan længere. I dag bruger man bagemetoder, der gør, at arbejdstiderne ligger mere humant.

Fysisk arbejde

Noget andet er det fysiske arbejde, bagerne lægger for dagen, når de har fingrene i bolledejen.
 
- Det er et hårdt fysisk arbejde, hvilket kommer bag på mange unge. Mange unge mennesker vil gerne have noget med en computer, hvor man kan sidde ned modsat et håndarbejde som bager, siger
Gerner Pedersen.

Får de danske bagere ikke vendt billedet, er de nødt til at kompensere for de manglende hænder ved at importere arbejdskraft fra udlandet. Noget, som nogle bagere allerede har gjort.

- Vi kommer til at mangle faguddannet personale. Et bevis er, at der allerede er en del udlændinge, specielt fra Polen og Tyskland, inden for branchen, siger Poul Gunnar Sørensen.

Indtil videre kan Gerner Pedersen i Svendborg dog slå dejen op med ro i sindet. For nylig fik han nemlig en glædelig besked, da han efter et halvt års søgen fik ansat en bagerlærling.

Oversigt

    Oversigt