Bagmandspolitiet efter fynske firmaer

To fynske virksomheder risikerer nu at blive slæbt i retten af Bagmandspolitiet. Det sker hvis de ikke frivilligt betaler de penge tilbage, som de har tjent ved at handle med Saddam Husseins Irak under FN's embargo.

Den ene af de to fynske virksomheder er Kruuse, der har hovedsæde i Langeskov og som sælger dyrefoder og producerer artikler til dyrlæger over hele verden. Den anden fynske virksomhed er svendborgfirmaet Bukkehave, der sælger biler og reservedele til hele verden .

Truslen om en retssag kommer uventet for de to firmaer.

- Vi er overraskede, og finder det uanstændigt og spild af skatteydernes penge. Alle vores kontrakter er godkendt af FN og de danske myndigheder, siger Christian Haahr, administrerende direktør for Bukkehave.

- Vi føler helt klart, at vi har handlet på god tro og fulgt de retningslinjer, der er givet os, siger Peter Eriksen Jensen, bestyrelsesformand for Kruuse.

Ulovlig fortjeneste

Bagmandspolitiet vil trække i alt 13 danske virksomheder i retten.

Alle virksomhederne har ifølge anklagemyndigheden handlet i strid med FN's embargo mod Irak under Saddam Husseins styre. Dette gjorde de for at få del i de midler, som styret under det såkaldte "olie-for-mad"-program havde fået lov til at bruge på humanitære midler.

Virksomhederne har efter anklagemyndighedens opfattelse indgået aftaler om at betale såkaldte "after-sale-servicefees" til Saddam Hussein-styret i Irak.

Oversigt

    Oversigt