Baltic Pipe har været et langt og omstridt projekt. Men nu flyder gassen.
For i skyggen af gas-udslippet i Østersøen blev gasledningen Baltic Pipe tirsdag officielt åbnet i Polen med deltagelse af blandt andet den danske statsminister, Mette Frederiksen (S).
Den knap 900 kilometer lange gasledning går fra de norske gasfelter i Nordsøen over Fyn og videre til Polen. Men selv om der nu er gas i ledningen, er kampen mod gasledningen langt fra forbi for flere fynboer.
En af dem, som stadig har projektet helt inde på kroppen, er Poul Petersen, tidligere rektor på Vestfyns Efterskole.
For Baltic Pipe løber lige nu igennem efterskolens område.
Før havde efterskolen en lejrplads omringet af 25 gamle egetræer i en skov. Nu har de en tom og pløret mark, hvor gasledningen nu ligger. For enden af marken er et stort hul i rækken af gamle egetræer.
- Det er jeg da lidt ærgerlig over, siger Poul Petersen.
Røvrendt
Da planerne om Baltic Pipes rørledning gennem skolens grund for første gang blev præsenteret for daværende rektor Poul Petersen, var det ifølge Poul Petersen ikke noget problem for Energinets udsendte, at der både stod 25 år gamle egetræer og lå en lejrplads i skoven, hvor de gerne ville igennem.
Lejrpladsen kunne reetableres, og de foldvoksne egetræer kunne flyttes, lød det ifølge rektoren fra Energinet, som står bag anlægsarbejdet af gasledningen.
Men det er ikke sket. Og det var måske heller ikke så ligetil, som først præsenteret.
- Der går nogle måneder, og så finder jeg ud af at det kan man ikke, fortæller Poul Petersen
Energinet vil i stedet plante nye små træer som erstatning. Men det var ifølge Poul Petersen ikke det, der var aftalen.
- Jeg føler mig røvrendt. Jeg kan ikke finde bedre ord for det, siger Poul Petersen.
Helt til retten
Egetræerne blev plantet af Poul Petersens elever for 25 år siden. Og han havde derfor håbet, de ville stå der, til han blev gammel.
- Når de kommer og ødelægger vores skov, så er det mindste de kan gøre at give os noget erstatning for de egetræer, siger Poul Petersen
Poul Petersen har prøvet at klage til både Ekspropriationskommissionen og til Munck Gruppen, der har udført arbejdet, men det har ikke haft nogen effekt.
Men Poul Petersen håber stadig, at der kan laves en ordentlig aftale, selvom han også er klar til at tage sagen helt til retten.
- Vi giver os ikke. Så skal vi mødes i retten, siger Poul Petersen og fortsætter:
- Vi vil have erstatning for de 25 egetræer, og vi vil have reetableret vores lejrplads.
Energinet: En misforståelse med gamle træer
Energinet udtrykker over for TV 2 Fyn stor forståelse for de gener, som Baltic Pipe medfører for lodsejerne, der lægger jord til.
- I tilfældet med Vestfyns Efterskole har vi efter dialog med Poul Petersen flyttet til den nordlige del af skoven, hvor der er en åben lysning med lejrplads. Den placering ville stadig medføre, at træer skulle fældes, men færre end i det oprindelige forslag, siger Søren Juul Larsen, chefprojektleder for Energinets Baltic Pipe-projekt.
Han skriver i et skriftligt svar til TV 2 Fyn, at det er normal praksis, at fældede træer i skove, læhegn med videre bliver erstattet med almindelige landskabsplanter, altså små nye træer og buske.
- For hurtigere at lukke nogle af de huller i beplantningen, som Baltic Pipe vil efterlade i Vestfyns Efterskoles skov, vil vi plante træer, der er to-fire meter høje i kombination med mindre træer samt buske til at lukke til ved jorden.
- Vi er kede af, at Poul Petersen har fået den opfattelse, at der bliver plantet 25 år gamle træer som erstatning for de fældede træer. Det har ikke været meningen, og der er ikke praksis for genplante skov med 25 år gamle træer.
- Hvis vi ikke kan lave en aftale om erstatningen, så er der mulighed for at inddrage Ekspropriationskommissionen, der kan træffe afgørelse om erstatning. Vi følger selvfølgelig deres afgørelse, hvis det skulle blive aktuelt, siger Søren Juul Larsen.
Tidligere tirsdag kom det frem, at der er tre lækager på gasledninger i Østersøen. Derfor har Fjernvarme Fyn nu øget sikkerheden omkring deres kraftvarmeværker.