Baltic Pipe: Rørlægning kan kaste guld af sig

Mandag startede de arkæologiske undersøgelser i Aunslev på Østfyn. Inden nedgravningen af Baltic Pipe leder arkæologer efter nogle af fortidens skatte.

Inden længe skal gasledningen Baltic Pipe graves i jorden, blandt andet i Aunslev på Østfyn. Det har fået arkæologer fra Østfyns Museer til at gå i gang med forundersøgelser i det område, hvor gasledningen skal ligge.

Håbet er at grave arkæologiske skatte frem fra fortiden. For når gasledningen først er lagt, vil muligheden for at finde spor fra fortiden forsvinde. 

- Vi laver arkæologiske forundersøgelser for at se, om der ligger arkæologiske spor i jorden, som vi skal have udgravet, inden de kommer og anlægger gasledning. Når først de gør det, så ødelægger de alle de spor, der er, siger Malene Refshauge Beck, museumsinspektør Østfyns Museer.

Udgravninger svarende til 91 fodboldbaner

De østfynske arkæologer har et stort arbejde foran sig, da hele 65 hektar svarende til cirka 91 fodboldbaner skal undersøges, inden gasledningen nedgraves.  

Men selv hvis udgravningerne skulle give gevinst, så stopper anlægsarbejdet ikke. 

- Det er også derfor, vi er i gang allerede nu, siger Malene Refshauge Beck og fortsætter:

- Det er for at have tid til at lave de arkæologiske undersøgelser, inden anlægsarbejdet går i gang. Så det skulle meget nødigt påvirke anlægsarbejdet.

Interessant opgave 

Under tidligere udgravninger i Aunslev har arkæologer fundet gravhøje og bopladsspor fra jernalderen. Derfor finder de opgaven spændende.

- En stor del af Baltic Pipe følger den gamle gasledning, hvor der blev gjort rigtig mange fund. Så vi forventer at finde mange ting, når vi går i gang, siger Malene Refshauge Beck.

Arbejdet omkring undersøgelsen af den 16,5 kilometers lange strækning er næsten en helt almindelig opgave for arkæologern. Det, der gør opgaven speciel, er størrelsen. 

- Det er super interessant, at vi får et meget langt snit igennem et landskab, hvor man pludselig kan se på bebyggelsesudviklingen over et stort område igennem mange årtusinder, siger hun.

 

Oversigt

    Oversigt