Bankrøveri midt i Odense

En bankrøver slog tirsdag eftermiddag til mod Nordeas filial på Vestergade i Odense.

En mand i slutningen af 50'erne gik klokken 14.32 ind i banken med en seddel og den ene hånd i lommen. På sedlen stod der, at det er bankrøveri, og at han ville have udleveret kassebeholdningen. Herefter så vidner røveren forlade banken til fods og stige på en bus på Albanigade.

Fyns Politi afspærrede med det samme et stort område i midtbyen og kunne på den måde anholde røveren kort efter i bybussen. 
- En ansat fra Nordea fulgte efter gerningsmanden, og med et detaljeret signalement kunne vi hurtigt få fat på ham, siger vagtchef ved Fyns Politi Lars Fredensborg til TV2/FYN.

Røveren er kendt af politiet og er tidligere taget for ikke mindre end syv røverier. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag morgen.

Oversigt

    Oversigt