Bashkim Kadrii ser frem til spansk inferno

OB's Bashkim Kadrii glæder sig til kampen mod Villarreal, selvom det bliver et helt andet opgør end i Odense.

OB-spillerne kan se frem til lidt af et inferno, når fynboerne tirsdag aften skal forsøge at spille sig forbi spanske Villarreal og videre til Champions Leagues gruppespil. Med sig til Spanien tager OB en 1-0-føring fra den første kamp i Odense.

Den nyslåede danske landsholdsspiller Bashkim Kadrii regner med, at atmosfæren på El Madrigal nærmest bliver elektrisk.

- Det er et fantastisk stadion, og publikum er tættere på banen end nogen andre steder, vi har været, så det bliver helt vildt, siger Bashkim Kadrii.

Under kampen i Odense blev OB-spillerne nærmest båret frem til sejren af et forrygende hjemmepublikum, og Bashkim Kadrri ærgrer sig også en smule over, at det kun er et fåtal af OB-fans, der er på plads på El Madrigal tirsdag aften.

- Selvfølgelig betyder det en del. Vi havde næsten en 12. mand med på banen i Odense, men vi skal ud og klare opgaven, og det tror jeg også, at vi kan, siger Kadrii.

Han regner i det hele taget med, at kampen i Spanien bliver en helt anden end den første kamp i Danmark.

- Det bliver anderledes, for de skal op og vinde, og så tror jeg, at de kommer til at have bolden meget mere, end de havde på vores stadion.

- Der kommer et helt andet pres, men så skal vi bare være kompakte, stå godt og lave vores aggressive pres og straffe deres fejl, siger Bashkim Kadrii, der selv var med i OB's sejrsmål i den første kamp efter et hårdt pres på Villarreal-forsvaret.

OB gæster Villarreal og El Madrigal tirsdag aften klokken 20:45.

Oversigt

    Oversigt