Bedre information på Odense Banegård

Nye elektroniske infostandere ved Odense Banegård Center giver bus- og togrejsende bedre information. 

I fremtiden bliver det langt mere overskueligt at være bus- eller togrejsende fra Odense.

Fire nye elektroniske infostandere, som i denne uge bliver sat op ved busholdepladserne ved Odense Banegård Center, giver rejsende nyttig informationsservice med på vejen. Realtidsinformationer, kaldes det.  

Realtidsinformationerne fortæller den rejsende, hvornår bussen eller toget reelt kører. Informationerne opdateres hvert tiende sekund.
 
- Samtidig kan brugerne af infostanderne finde spændende oplysninger om, hvad der sker i Odense i dag, man kan følge med i nyhederne på DR, tjekke vejrudsigten, eller man kan sende en elektronisk hilsen til vennerne. Mulighederne er mange, siger rådmand i By- og Kulturforvaltningen Anker Boye i en meddelelse.

Med de nye elektroniske infostandere, der er de første af sin art i Europa, er der tale om en markant forbedring af rejseinformationerne for den kollektive trafik i Odense.

Ideen til projektet - og selve udformningen af de smart designede 40" skærme - er blevet til i form af et bredt samarbejde mellem Odense Kommune, EU-projektet Mobilis, Rosendahl Conceptkiosk og Kofoed & Co.

Oversigt

    Oversigt