Bendt Bendtsen stopper i politik

Den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti Bendt Bendtsen stopper i politik ved næste valg til EU-Parlamentet.

Tidligere minister og formand for Det Konservative Folkeparti Bendt Bendtsen stopper i politik om to år.

Det siger han i et interview med avisen Danmark.

- Det har været et hårdt liv. Men det har f ... også været sjovt.

- Ikke fordi jeg er træt af politik, men fordi jeg er træt af at stå i kø. Træt af at rejse, siger han.

Bendt Bendtsen, der siden 2009 har siddet i Europa-Parlamentet genopstiller ikke, når der i 2019 nok en gang er valgt til det parlamentet. 

Den nu 63-årige Bendt Bendtsen stabiliserede Det Konservative Folkeparti, da han blev formand for partiet umiddelbart efter årtusindskiftet.

Bendt Bendtsen var økonomi- og erhvervsminister, samt vicestatsminister i Anders Fogh Rasmussens borgerlige regering i 00'erne.

I det meget åbenhjertige interview med avisen Danmark fortæller Bendt Bendtsen, at det var hans læge, der i 2008 opfordrede ham til at finde et mindre stressende job, hvis han ville se sine børnebørn vokse op.

- I dag spiser jeg stadig et mindre apotek morgen og aften, men der er ingen tvivl om, at det var sundt for mig at komme i Europa-Parlamentet.

Han stoppede som partiformand, og året efter blev han valgt til Europa-Parlamentet.

EU-valget i 2009 endte skuffende for Det Konservative Folkeparti. Bendt Bendtsen var kort tid forinden trådt tilbage som vicestatsminister, men de godt 175.000 personlige stemmer til Bendtsen var kun nok til én plads i EU-Parlamentet.

Den fynske politiker, som er uddannet ved politiet og har arbejdet som kriminalassistent, blev første gang valgt til Folketinget i 1994.
Tolv år før kom han i bestyrelsen for den konservative vælgerforening i Næsby og blev senere valgt til hovedbestyrelsen for Odense vælgerforening.

To år efter blev han indvalgt i Odense byråd, hvor han senere blev politisk ordfører.

Han har i løbet af sin politiske karriere også været næstformand for sine kolleger i Odense Kriminalpolitiforening.

FAKTA OM BENDT BENDTSEN

Oversigt

    Oversigt