Bendt Bendtsen undersøges i bank-sag

Politisk flertal vil kulegrave Bendt Bendtsens rolle i Roskilde Bank-sagen.

Tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) og hans embedsmænd bør ikke fredes i kulegravningen af det forløb, der førte til Roskilde Banks dramatiske endeligt. Det mener et politisk flertal uden om regeringen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er ellers kun Finanstilsynets direktør og en række kontorchefer, der er på anklagebænken i den kommende undersøgelse af myndighedernes rolle, viser et fortroligt notat, som Morgenavisen Jyllands-Posten er i besiddelse af.

Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, mener ikke, at Økonomi- og Erhvervsministeriet bør fredes.

- Det er vigtigt for retsfølelsen, at alt bliver undersøgt og vurderet. Og selv om fokus i første omgang rettes mod Finanstilsynets rolle i sagen, kan Bendt Bendtsen og embedsmændene i Økonomi- og Erhvervsministeriet meget let blive inddraget, siger Kristian Thulesen Dahl.

Socialdemokratiets finansordfører, Morten Bødskov, mener, at undersøgelsen med det samme skal udvides til også at gælde for ministeriet.

Oversigt

    Oversigt