Bendtsen fik flyttebil betalt

Tidligere vicestatsminister Bendt Bendtsen lod skatteyderne betale to flyttebiler, da han skulle transportere gaver hjem fra sin 50 års fødselsdag.

Den daværende partiformand og vicestatsminister Bendt Bendtsen fik så mange gaver, da han fyldte 50 år i marts 2004, at der måtte to flyttebiler til for at transportere alle pakkerne hjem til gården i Allesø på Fyn.

Regningen for flyttebilerne på 5.516 kr. betalte ministeriet ifølge B.T.s aktindsigt i bilaget fra flyttefirmaet Mini Trans. Det skriver B.T. tirsdag.

Den komplette liste over gaver til Bendt Bendtsen findes ikke længere i ministeriet. Bendt Bendtsen skulle dog ifølge B.T.s oplysninger blandt andet have fået fyldt gavebordet med store gaver til op til 25.000 kroner stykket og flere tusinde flasker vin fra virksomheder og politiske venner og fjender.

Siden marts 2009 har B.T. godtgjort, at Bendt Bendtsen har modtaget dyre jagtture af store virksomheder, selv om ministre og embedsmænd aldrig må modtage mere end symbolske gaver, som f.eks. en bog til en fødselsdagsreception. Ministre skal derfor sende store receptionsgaver retur til giveren. Bendtsen tog dem i stedet hjem til gården på Fyn i flyttebiler.

Bendt Bendtsen vendte i går ikke tilbage for en kommentar, mens ministeriet blot skriver i et notat til B.T.:
- Økonomi- og Erhvervsministeriet har ikke udarbejdet en liste over effekter afleveret til flyttefirmaet i forbindelse med transport til Allesø på Fyn. Det bemærkes, at det er sædvanlig kutyme, at ministeriet sørger for transport af effekter i forbindelse med officielle receptioner.

Oversigt

    Oversigt