Beredskabet med advarsel: - Det går hurtigt

Mange mennesker kaster sig over haven i påsken, men man skal passe på, når man bruger ukrudtsbrænderen. Denne årstid byder nemlig på udfordringer.

Foråret er måske ikke den årstid, som folk forbinder mest med tørke, men denne tid omkring påske byder på særlige udfordringer.

Sådan lyder advarslen fra både Beredskab Fyn og Beredskabsstyrelsen.

For når folk i stor stil vender tilbage til haven, så tager nogle havepassere kampen op med ukrudtsbrænderen i hånden.

Farlige forårsplanter

Og der er planterne i haven faktisk forholdsvis tørre i denne periode.

- På denne tid af året er planter, buske og træer ikke i fuld vækst, og derfor er der ikke så meget fugtighed og vand i planterne, ligesom jorden kan være tør, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.

- Det er derfor vigtigt at holde afstand til alt fra hække og tørre blade til plankeværker og andet brændbart materiale, hvor ilden kan få fat.

 

Antallet af udrykninger til brande forårsaget af ukrudtsbrændere topper typisk i maj, hvor brandvæsenet rykker ud omkring 80 gange, fortæller han videre i en pressemeddelelse, hvor der også gives officielle råd om arbejdet med en ukrudtsbrænder.

Der er nemlig fem råd, som man kan se i grafikken herunder, der er gode at følge.

Her ser man de fem råd givet videre af Beredskab Fyn.
Her ser man de fem råd givet videre af Beredskab Fyn.
Foto: Foto; Beredskab Fyn

Råd, som også Beredskab Fyn har delt på deres side, og som blandt andet handler om at have vand i nærheden og sikre omgivelserne efter endt arbejde.

Kostede husets tag

I 2019 kunne TV 2 Fyn beskrive, hvordan en husejer i Svendborg ikke havde set sig ordentlig for, da han havde brugt ukrudtsbrænder. Noget, der havde kostet ham taget på sit hus.

- Vi har desværre 300 til 400 brande om året, som er forårsaget af ukrudtbrændere, og det er ikke kun hække og græsplæner, der bliver tændt ild i, siger Mads Dalgaard, der er forebyggelsesekspert ved Beredskabstyrelsen, til TV 2 Fyn.

- Man skal tage det her alvorligt og følge rådene, for hvis man eksempelvis ikke holder afstand, og ilden får fat, går det pludseligt hurtigt.

Læs mere om udfordringerne på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt