Besparelser trods ekstra millioner

320 millioner ekstra kroner til Region Syddanmark i ny økonomiaftale er ikke nok til at undgå besparelser.

Der ligger besparelser og venter i 2016 i Region Syddanmark, selvom regeringen og Danske Regioner torsdag aften blev enige om en aftale om regionernes økonomi, hvor sundhedsområdet i landets fem regioner løftes med cirka en milliard kroner.

Det meddeler Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

- Allerede i 2015 kommer vi til at mangle penge til ny, dyr medicin. Det er penge, som ikke bliver dækket i denne aftale, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og uddyber:

- Min umiddelbare vurdering er derfor, at vi i Region Syddanmark kommer til at mangle cirka 200 millioner kroner på næste års budget. Så sådan som jeg ser det, er der ingen vej uden om en omfattende sparerunde.

Regeringen og Danske Regioner indgik torsdag en aftale om 1,5 milliarder kroner til regionernes sundhedsområde. Knap en halv milliard er dog allerede øremærket i tidligere aftaler.

Det betyder, at nytilførslen af penge reelt er mindre end ved første øjekast.

I Syddanmark lød regnestykket forud for forhandlingerne, at der i regionen er behov for ekstra 500 millioner kroner, men med aftalen kan regionen se frem til 320 millioner kroner ekstra.

De konkrete sparekrav kendes dog endnu ikke, da regeringen har meldt ud, at den vil finde flere penge i forbindelse med finansloven. Alligevel er regionsrådet nu nødt til at kaste endnu et blik på økonomien.

- Vi må se på mulighederne for at bremse aktiviteten og udgifterne til medicin på vores sygehuse - og så kommer vi til at se på, hvordan vi kan gennemføre de nødvendige besparelser, uden at det går ud over kvaliteten af den behandling, vi tilbyder vore patienter, siger Stephanie Lose.

Bent Hansen (S), Danske Regioners formand, erkender, at den nye aftale er "stram", men siger også, at han ikke havde mulighed for at klemme en krone mere ud af regeringen.

Han håber dog på, at man med aftalen kan undgå, at stigende medicinudgifter fører til, at der skal afskediges personale i 2016.

Oversigt

    Oversigt