Bidragssatser presser landbrug i knæ

Flere hundrede danske landbrugsbedrifter trues af konkurs eller tvangsauktion som følge af realkreditselskabernes forhøjelser af bidragssatserne.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Landbrugets egne økonomer på Videncentret for Landbrug har analyseret, hvilke konsekvenser de stigende bidragssatser får for sektoren.

Morgenavisen Jyllands-Posten erfarer, at konklusionen i den endnu ikke offentliggjorte analyse lyder, at en stigning i bidragssatserne på 1 pct. point vil medføre, at yderligere 600 landbrugsbedrifter presses ned i det røde felt og får underskud på driften.

For de mange bedrifter, der allerede nu har store underskud på driften, kan forhøjelsen af bidragssatsen være det sidste skub ud over den økonomiske afgrund.

- De stigende bidragssatser kan få særdeles alvorlige konsekvenser for mange landmænd. For nogle bedrifter kan det øge omkostningerne med 100.000-200.000 kr. Hvis man i forvejen har negativt resultat, kan dette vælte læsset og udløse en lukning, siger Niels Rasmussen, formand for den store, fynske landboforening Centrovice til Jyllands-Posten.

Oversigt

    Oversigt