Billige bøffer og en sød hund i reklamefilm møder kritik

En ny reklamefilm skal lokke danskerne til Jensens Bøfhus, efter den fynske restaurantkæde næsten gik konkurs. Professor på SDU Søren Askegaard mener, at temaet er set mange gange før.

- Den kan føles uendelig lang og alt for kort, men lige nu, lige her har vi den. Tiden. Sammen. Sådan siger en dyb stemme til billederne af familielivets facetter og hyggelige familiemiddage på Jensens Bøfhus.

Den fynske restaurantkæde Jensens Bøfhus er i gang med at gentænke det hele, efter kæden sidste år var tæt på at gå konkurs. En reklamefilm med temaet "tid til at være sammen" skal få danskerne til igen at købe billige bøffer. 

Søren Askegaard, der er professor på Institut for Marketing og Management på Syddansk Universitet, mener dog ikke, at familiens sammenhold er nytænkning.

- Jeg tror, at de fleste af restaurationsmuligheder i landet i dag, hvis man lige ser bort fra pølsevogne, de satser på at få folk til at være sammen, fortæller han.

Kvalitet over pris

Jensens Bøfhus har været kendt for billige frokostbøffer og whiskeysauce, men den seneste tid har bøfhuset mistet mange kunder, der vælger kvalitet over pris, og det har påvirket kæden.

- Jeg håber, de har gjort et grundigt arbejde med at finde ud af, hvad der skal til for, at navnet Jensens Bøfhus igen kan få en positiv klang i visse kundesegmenters ører, fortæller Søren Askegaard.

Se Jensens Bøfhus' reklame med temaet "Tid til at være sammen".

Reklamefilmen er kun ét ud af flere tiltag, som skal forsøge at få kunderne tilbage til de mange restauranter. En ny direktør, ny bestyrelsesformand og nye ejere skal hjælpe kæden i gang igen. Men Søren Askegaard tror ikke, det bliver nemt.

- Det er altid svært at relancere et brand, som allerede er beskadiget. Det er nok vanskeligt at forestille sig, at man kan lave meget om på sit koncept, siger Søren Askegaard.

Forkert fokus

Hunden Emma kigger længselsfuldt ud ad vinduet efter sin ejer og en dreng siger farvel til sin kæreste, alt imens en familie sejler afsted i en kano. Familielivet bliver fin portræteret, men Søren Askegaard mener ikke, at det er noget nyt.

- Hvis man skulle satse meget specifikt, så ville jeg måske hellere satse på noget med kvalitetstid med børnene, så man har et meget konkret segment, man gerne vil i kontakt med, fortæller han.

"Tid til at være sammen" er temaet i reklamefilmen, som skal trække kunder til Jensens Bøfhus.
"Tid til at være sammen" er temaet i reklamefilmen, som skal trække kunder til Jensens Bøfhus.
Foto: Jensens Bøfhus

Han påpeger, at tiden med oksebøffer er forankret i en tid, som er ved at være forbi, og derfor skal der noget til for at trække kunder tilbage til bøfhuset. 

- I hvor høj grad sådan en reklamefilm kan skabe en særlig position, vil jeg godt nok stille mig tvivlende over for, understreger han.

Oversigt

    Oversigt