Bio-tilbud til blinde

Blinde på Fyn kan i dag "se" film i biografen.

Thomas Vinterbergs film "En mand kommer hjem" er den første danske biograffilm, der er produceret med synstolkning - et særligt lydspor for blinde og stærkt svagsynede.

Da der i oktober måned var danmarkspremiere på den synstolkede version af "En mand kommer hjem", blev pladserne revet væk af blinde og stærkt svagsynede på få dage.

Nu gentager Dansk Blindesamfund succesen og sender filmen på turné, så synshandicappede og andre interesserede i hele landet får mulighed for at se Danmarks første film med synstolkning.

Synstolkning er et system, hvor biografgæsten får udleveret et sæt høretelefoner inden filmvisningen. Der er indtalt et særligt lydspor på filmen, hvor en stemme forklarer, hvad der visuelt sker på lærredet. Det er dette lydspor, som biografgæsten kan høre i høretelefonerne - helt uden at genere dem, der sidder ved siden af.

De enkelte visninger er arrangeret af Dansk Blindesamfunds lokale kredse i tæt samarbejde med de respektive biografer.

"En mand kommer hjem" er produceret af Nimbus Film, og det er firmaet Soundtitles, der stiller afspilningsudstyret til rådighed ved alle turneens visninger.

Filmen bliver vist kl 16.00 i BioCity i Odense.

Oversigt

    Oversigt