Bios-vagtplan gået efter i sømmene: Den hænger sammen

Vagtplanen for de Bios-redderne er blevet gennemgået minutiøst. Konklusionen er, at planen er stram, men hænger sammen - blandt andet ved hjælp af ekstraarbejde og mere end 100 tyske reddere

Bios overtager 1. september i år størstedelen af ambulancekørslen i Region Syddanmark. Men der er endnu ikke rekrutteret nok reddere.

På et møde tirsdag, gennemgik blandt andre sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær, og BIOS-direktør Morten Hansen den vagtplan, redderne skal følge i den periode, hvor bemandingen er lav.

- Det er et helt ekstraordinært skridt, at vi på den måde gennemgår en leverandørs arbejdsplan nærmest medarbejder for medarbejder. Men som region har vi ansvaret for, at ambulancerne rykker ud, når der er brug for dem. Derfor har vi taget dette usædvanlige skridt i en situation, hvor vi ved, Bios mangler reddere, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V).

Flere reddere har måtte sige ja til ekstravagter for at få planen til at hænge sammen.

- Nu har vi minutiøst været igennem vagtplanen sammen med Bios og kan konstatere, at den er stram, men hænger sammen, siger regionsrådsformanden og roser de medarbejdere, der har sagt ja til ekstravagter.

Regionen kalder det dog "bekymrende", at planen baserer sig på ekstraarbejde.

Bios satser massivt på tyske reddere, og på mødet fremlagde selskabet, hvordan de vil normalisere driften.

Bios forventer, at der på sigt kan blive tale om et trecifret antal reddere fra Tyskland.

Oversigt

    Oversigt