Den fynske biskop Tine Lindhardt anbefaler nu præsterne i sit pastorat at være forsigtige i forhold til konfirmanderne.
I et nyhedsopslag på Fyns Stifts hjemmeside, siger Tine Lindhardt blandt andet, at hun har anbefalet, at ingen præst overnatter alene med sine konfirmander på konfirmandlejrene.
- Det har jeg gjort både for at beskytte konfirmanderne og for at beskytte præsten mod eventuelle mistanker, siger biskoppen til sitet.
Anbefalingen kommer i forlængelse af en verserende sag om en nu 47-årig tidligere præst i Tømmerup ved Kalundborg.
Præsten er i Retten i Holbæk tiltalt for i alt 30 forhold, blandt andet seksuelle krænkelse af 12 børn.
Ifølge anklageskriftet er overgrebene begået over en tiårig periode fra 2006 til maj sidste år. Alle på den 47-åriges bopæl.
Beredskabet
Tine Lindhardt ønsker så vidt muligt at forebygge, at noget lignende kan ske igen, står der i nyhedsopslaget, hvor biskoppen også minder om folkekirkens beredskab i forbindelse med seksuelle krænkelser.
Den 47-årige præst i sagen fra Tømmerup har tildels erkendt nogle af anklagerne.
- Min helt umiddelbare reaktion er, at det er forfærdelig synd for de børn og unge, der er involverede. Selvfølgelig er der endnu ikke faldet dom i sagen, men anklagerne er meget alvorlige, og der er faldet en delvis tilståelse, siger Tine Lindhardt.
TV 2/Fyn har forgæves forsøgt at få Tine Lindhardt til, at uddybe artiklen på Fyns Stifts hjemmeside.