Biskoppen takker af

Øverste myndighed i Fyens Stift gennem 17 år Kresten Drejergaard sagde lørdag officielt farvel ved en stor festlig begivenhed.

Efter en gudstjeneste i Odense Domkirke lørdag formiddag var der et stort afskedsarrangement på Hotel H.C. Andersen i Odense.

Og hovedpersonen selv var i det skælmske hjørne, da han blev spurgt om, hvordan han syntes om dagen.

- Det har været en dejlig dag. Vi har haft en vældig god gudstjeneste i domkirken, og jeg fik indsat den sidste provst, jeg nogensinde kommer til at indsætte, og nu er vi hernede og der er fest. Jeg synes jo, det er tankevækkende, at når man rejser, så holder folk en fest af bare glæde, sagde Drejergaard med et stort smil.

672 provster, præster og menighedsrådsmedlemmer var mødt op for at hylde den afgående biskop, som har siddet i embedet i 17 år.

Kresten Drejergaard har valgt at stoppe til fordel for et nyt job som præst i Den Danske Kirke i Geneve.

Og de mange år som biskop kan bruges i det nye embede som præst i Schweiz.

- Jeg har jo gjort mig en hel masse erfaringer som præst tidligere og som biskop i 17 år, og det giver mig en vældig ro til at tage ned og slutte af med en periode på tre år som præst for de danske i Schweiz, sagde Kresten Drejergaard.

Oversigt

    Oversigt