Blandede anmeldelser til Kim Larsen

Kim Larsen og hans fynske band Kjukken præsenterer mandag deres nyeste udgivelse "Weekend Music" på et værtshus i København. Udspillet får en blandet modtagelse af anmelderne. Hør udvalgte numre fra "Weekend Music"

Nyt album fra Kim og Kjukken mandag

Kim Larsen og hans fynske band Kjukken præsenterer mandag deres nyeste udgivelse "Weekend Music" på et værtshus i København. Udspillet får en blandet modtagelse af anmelderne.

For første gang siden Kim Larsen flyttede til Odense og begyndte at spille sammen med de fynske musikere i bandet Kjukken, foregår præsentationen af bandets nyeste CD ikke på Fyn. Denne gang offentliggøre Kim Larsen og Kjukken deres udspil på det københavnske værtshus "Drop In".

Men det er ikke den eneste nyskabelse. Denne gang har Kim Larsen droppet sit modersmål, og fremfører sine melodier med tekster på engelsk, tysk, fransk og italiensk.

Selvom pladen først officielt bliver præsenteret senere mandag, så har flere morgenaviser allerede anmeldelser af "Weekend Music". Og selvom ingen af anmelderne svømmer over i roser, så er der dog stærkt divergerende meninger om det nye udspil fra Larsen.

Aktuelt er blandt de mest positive aviser.

"Musikalsk set er det nye album dog det bedste, siden Larsen fandt sammen med bandet Kjukken", lyder det fra anmelderen.

Tungen slår knuder

Fyens Stiftstidende slutter op bag den overvejende positive linje, og skriver blandt andet "melodimæssigt er der ikke meget nyt under solen, så det er Kjukkens - og ikke mindst guitaristen Karsten Skovgaards - fortjeneste, at de små iørefaldende melodier har fået eet overbevisende drive og en medrivende energi".

Avisen giver pladen 4 af 6 mulige stjerner, og konkluderer, at "alt i alt er Weekend music et afslappet og rart interemezzo. Endnu en glad, lille perle fra Larsen & Co."

Fra Berlinske Tidende lyder der dog mere kritiske røster.
Her bliver "Weekend Music" kaldt "ujævnt og halvfærdigt" og anmelderen er langt fra begejstret over at Larsen ikke længere synger på dansk.

"...for hvis det i danske ører lyder, som om mandens tunge om ikke er kommet op og slås, men dog slår knude på sig selv i omgangen med det udenlandske, hvordan lyder det så ikke i britiske, franske, tyske og italienske ører?" skriver avisen.

Jyllands Posten kalder CDen "lun og afslappet" og konstaterer, at Larsen er i legehumør, og avisen skriver videre:

"At "Weekend Music" som helhed alligevel ikke gør et voldsom indtryk, har for så vidt intet at gøre med, at Larsen svigter modersmålet. Det skyldes primært, at det så langt fra er de bedste sange, Larsen har begået i sin lange karriere".

"Weekend Music" udkommer mandag, og indholder 12 nye numre.

Oversigt

    Oversigt