Blot 1 ud af 16 unge har ikke smagt alkohol: - Vi er unge og har lyst til at prøve alt muligt

I en spørgeskemaundersøgelse fortæller 75 ud af 89 elever på en fynsk efterskole, at de ved en lejlighed har drukket mere end fem genstande. Kom med til debat om unge og alkohol.

Knap hver anden har i fuld tilstand kysset med en anden og efterfølgende fortrudt.

Det er blandt svarene i en spørgeskemaundersøgelse om unge og alkohol, som TV 2 Fyn har foretaget blandt 89 elever i 10. klasse på Viby Efterskole i Nørre Aaby.

På et andet spørgsmål svarer 75 ud af de 89 efterskoleelever, der har deltaget i undersøgelsen, at de ved mindst en lejlighed har drukket mere end fem genstande.

- Nogle unge gør det også lidt for at få en pause fra virkeligheden, når den kommer for tæt på. Men ellers er det jo bare, fordi vi er unge og har lyst til at prøve alt muligt, og vi har lyst til at leve og udforske. Jeg gør det, fordi jeg har lyst, fortæller Linnea Cohrt Grid, der er elev på skolen.

Hun forklarer, at hun altid har haft et godt forhold til det at drikke, og at hun slet ikke synes, at de unge i dag generelt drikker for meget.

- Jeg synes, jeg drikker tilpas.

- Og jeg har aldrig set det som et problem. Men det er vigtigt, at vi får det italesat, at det godt kan være et problem at drikke, siger Linnea Cohrt Grid.

84 ud af 89 efterskoleelever fra Viby Efterskole har drukket alkohol.
84 ud af 89 efterskoleelever fra Viby Efterskole har drukket alkohol.
Foto: Grafik: Stine Mørch

Politisk forslag

Hendes efterskoleveninde Anna Rasmussen er en anden af de 89 unge, der har svaret på undersøgelsen. Heller ikke hun føler, at hun og hendes generation drikker for meget.

- Det har aldrig taget overhånd for mig. Jeg synes, jeg har et meget fornuftigt forhold til det, siger Anna Rasmussen.

Spørgeskemaundersøgelsen har TV 2 Fyn lavet som en del af en artikelserie om unge og alkohol i forbindelse med, at regeringen som en del af de politiske forhandlinger om en ny sundhedsreform er kommet med et nyt forslag, der skal få unge til at drikke mindre, og derfor vil de hæve aldersgrænsen for køb af alkohol. 

Står det til regeringen, skal unge derfor være fyldt 18 år for at købe alkohol i butikkerne.

Forslaget kommer dog næppe til at gøre nogen forskel, spår Anna Rasmussen.

- Jeg tror, det vil være meget det samme. For man skal sgu nok få fat på det på en anden måde, siger hun.

Sådan er aldersgrænsen i dag

Forslag provokerer

Linnea Cohrt Grid føler sig endda en smule provokeret af den socialdemokratiske regerings forslag, og derfor kan det måske endda give nogen endnu mere lyst til at købe og drikke alkohol, hvis det bliver forbudt.

- I skal ikke bestemme. Lad nu bare være. Helt ærligt, siger Linnea Cohrt Grid med et grin og uddyber:

- Hvis der kommer nogle voksne mennesker og siger, at: ”Det her må I ikke”, så begynder min lille teenage-krop at være sådan: ”Nå, okay. Jamen så gør jeg det da alligevel.

- Man får lyst til at være rebel, når nogen vil bestemme, hvad man skal gøre, supplerer Anna Rasmussen.

De to håber derfor ikke, at regeringens forslag bliver til lov, så unge først kan købe alkohol, når de er fyldt 18.

- Det vil være bedre, hvis de får nogen fra målgruppen til at snakke om det – ligesom vi gør nu – så andre unge kan se, at det er et emne, der kan tales om, uden at det er tabubelagt, siger Linnea Cohrt Grid.

Kom og vær med til debat

Og tale om emnet bliver der rig mulighed for, når TV 2 Fyn og Bemærk torsdag inviterer til debat om netop unge og alkohol på Viby Efterskole.

Undersøgelsen

Vil du med til debatten, skal du bare sende en mail til os på event@tv2fyn.dk. Du må meget gerne fortælle os, hvor mange I kommer, da der er få billetter til rådighed.

Din deltagelse er først bekræftet, når du har fået svar fra os. Det er naturligvis helt gratis, fordi vores debatter er en del af TV 2 Fyns øvrige journalistik.

Sted: Vibyvej 26 A, 5580 Nørre Aaby

Hvornår: 5. maj 2022. Dørene åbner klokken 16.30. Den efterfølgende debat varer fra klokken 17.00 til 18.00.

Pris: Det er altid gratis at tage med til vores debatter.

Se med og stil spørgsmål hjemmefra

Debatten bliver sendt direkte på TV 2 Fyns hjemmeside, Facebook og TV 2 Fyns nyhedskanal. Ser du med på Facebook, kan du stille dine spørgsmål til panelet direkte i kommentarsporet.

75 ud af 89 elever har ved en lejlighed drukket mere end fem genstande.
75 ud af 89 elever har ved en lejlighed drukket mere end fem genstande.
Foto: Grafik: Stine Mørch

TV 2 Fyn har som en del af vores serie om unge og alkohol blandt andet beskrevet, hvordan to veninder på 14 og 15 år, udstyret med skjult kamera, besøgte i alt 10 butikker på Fyn for at købe alkohol. Fire steder solgte alkohol til dem uden at se et gyldigt ID.

Den historie kan du læse meget mere om her.