Boe og Mogensen stormer i kinesisk finale

Den danske herredouble Carsten Mogensen og Mathias Boe slog de tredjeseedede malaysiere og er klar til finale.

De danske OL-sølvvindere Carsten Mogensen og Mathias Boe viser sig fortsat fra deres bedste side i den stærkt besatte Super Series-turnering China Open i Shanghai.

Herredoublen, der er øverst på verdensranglisten, er klar til finalen i den kinesiske millionby efter en sikker sejr i to sæt over det tredjeseedede malaysiske par Kien Keat Koo/Boon Heong Tan med cifrene 21-16, 21-16.

Danskerne kom flyvende fra start og bragte sig i front med 11-6 i første sæt, men malaysierne kom tilbage, udlignede til 11-11 og fulgte med til 15-15. Derefter trak Boe og Mogensen dog fra og tog sættet 21-16.

Billedet var det samme i andet sæt. Parrene fulgtes ad til 12-12, hvorefter danskerne støt og roligt trak fra. Det blev 17-14, inden danskerne tog sættet og sejren med 21-16.

I finalen venter sydkoreanerne Sung Hyung Ko og Yong Dae Lee, og her skal danskerne forsøge at forsvare den titel, de vandt i samme turnering sidste år.

Carsten Mogensen og Mathias Boe er de sidste tilbageværende danske deltagere i turneringen i Shanghai.

Oversigt

    Oversigt