Boe: Vi kan spille bedre end i dag

Badmintonspilleren Mathias Boe mener ikke, at herredoublen har spillet op til sit bedste ved OL endnu.

Ude fra så det fint og nogenlunde sikkert ud, da Mathias Boe og Carsten Mogensen vandt deres OL-kvartfinale i to sæt over et taiwansk par.

Men Mathias Boe mener ikke, at man har set det bedste fra danskerne endnu i Wembley Arena.

- Jeg synes ikke, at vi har spillet vores bedste herovre. Vi har i hvert fald et gear mere, men det er ikke noget, vi kan forvente at se.

- Det kriller lidt mere i maven herovre end ved andre begivenheder. Derfor er det heller ikke et krav, at vi spiller vores livs badminton herovre, selv om det ville være dejligt, siger han.

I semifinalen venter det stærke andenseedede sydkoreanske par, som danskerne traditionelt har det svært mod.

- Men spiller vi bare på nogenlunde højt niveau, kan vi slå dem alle herovre, og så har vi også en chance i semifinalen.

- De er et rigtigt stabilt par, men det er også den første OL-semifinale for ham den lille med køllerne (Jung Jae Sung, red.), så de kan også blive nervøse, siger Mogensen.

Assisterende landstræner Claus Poulsen ser også muligheder for, at danskerne kan spille endnu bedre end vist hidtil i turneringen.

- De kan vel spille 20 procent bedre, end vi så her, og det bliver de også nødt til, hvis de skal slå koreanerne, siger han.

Oversigt

    Oversigt