Boligudbuddet rasler ned: Her er kommunen med det største fald på Fyn

Udbuddet af boliger er på et år faldet i samtlige fynske kommuner og rammer nu et rekordlavt niveau.

Det fynske boligmarked er i en usædvanlig situation. 

Ikke alene bliver hvert 10. hus solgt til overpris, der er så godt gang i handlen, at der i november var 18 procent færre boliger på markedet end på samme tid sidste år. 

Det flugter med en national tendens, som skyldes særlig høj aktivitet på markedet. For boligerne er der, de bliver bare revet væk, forklarer kommunikationsdirektør hos Boligsiden, Birgit Daetz, i en pressemeddelelse.

- Lige nu har vi den situation på boligmarkedet, at der kommer lige så mange nye huse til salg, som der plejer, men at salget ligger mere end 20 procent højere end normalt. På den måde bliver udbudslisterne hele tiden kortere, og det gælder for hele landet, siger hun.

Største fald på Fyn

Faldet i andelen af huse og lejligheder med et 'Til salg'-skilt i vinduet varierer meget i fynske kommuner. Det skyldes i høj grad, at der i nogle kommuner er et lavt antal handler, så få salg giver store udsving i statistikken. 

Ikke desto mindre er der sket et fald i samtlige kommuner, hvor det største findes i Middelfart. 

I november 2019 var der i kommunen 417 huse til salg, og det var i november i år faldet til 287. Et fald på hele 31 procent. 

Helt anderledes så det ud i Nyborg Kommune. Her var der i november 185 boliger til salg - kun fire procent færre end sidste år. 

- Nu er vi gået ind i december, der også er en speciel måned for boligmarkedet. Vi ved, at bolighandlen normalt går lidt i vinterhi frem til marts-april. Reagerer sælgere og købere, som de plejer, vil aktiviteten falde til et lavere niveau end lige nu. Omvendt ved vi også nu, at boligmarkedet ikke reagerer, som det plejer, når corona er her. Den usikkerhed tager vi med ind i 2021, siger Birgit Daetz.

KommuneUdbuddet af huse i november 2020 i forhold til 2019
Ærø- 23 procent
Assens- 13 procent
Faaborg-Midtfyn- 17 procent
Kerteminde- 7 procent
Langeland- 13 procent
Middelfart- 31 procent
Nordfyns- 15 procent
Nyborg- 4 procent
Odense- 21 procent
Svendborg- 24 procent
Fyn samlet- 18 procent

 

Oversigt

    Oversigt